Morten Hansen, ny bestyrelsesformand i Billund Lufthavn. (Foto: MT Højgaard)

Ny bestyrelsesformand i Billund Lufthavn

Morten Hansen, der er entreprenør og projektudvikler, er i dag blevet valgt som ny bestyrelsesformand i Billund Lufthavn. Han er i forvejen bestyrelseskollega med SAS-formand Carsten Dilling i MT Højgaard.

På mandagens generalforsamling i Billund Lufthavn er Morten Hansen valgt som ny bestyrelsesformand. Han efterfølger Clas Nylandsted Andersen, der har blev indvalgt i bestyrelsen som næstformand i 2005 og siden 2013 har været bestyrelsesformand.

Den nye bestyrelsesformand er entreprenør og projektudvikler med domicil i Vejle, og på CV’et er blandt andet en periode som koncernchef for MT Højgaard fra november 2019 til marts 2022.

I dag er Morten Hansen næstformand i den danske bygge- og anlæsgskoncern, hvor han i fremtiden kan få en god luftfartssnak med formanden Carsten Dilling, som også er bestyrelsesformand i SAS.

Morten Hansen, der har erfaring med ledelse af entreprenør- og projektvirksomheder, ser frem til sin nye rolle i Danmarks næststørste lufthavn, hvor han blandt andet vil have særligt fokus på Airport City-projektet, da han her har særlige kompetencer at kunne bidrage med.

“En bestyrelse skal medvirke til værdiskabelsen og have et godt samarbejde med ledelsen, og jeg er meget glad for den tillid, der er vist til mig. Som bestyrelsesformand ser jeg frem til at bidrage til den fortsatte udvikling af Billund Lufthavn. Lufthavnen har gennemgået en imponerende udvikling og ser ind i spændende fremtid,” siger Morten Hansen.

Fokus på stærke partnerskaber
Den afgående bestyrelsesformand har været med til at sætte ambitiøse mål for den fremtidige udvikling, og dem skal Morten Hansen nu være med til at realisere.

Det har været utrolig spændende rejse. Vi har indfriet mange af vores målsætninger. Ledestjernen har været ‘at vi ikke driver lufthavn for at tjene penge – men at vi tjener penge for at drive lufthavn’.  Alt, hvad vi har tjent igennem årene, er geninvesteret i at udvikle lufthavnen. Vi har dermed aktivt medvirket til at fremme såvel turisme som erhvervsliv langt ud over Billunds grænser, siger Clas Nylandsted Andersen.

Med nye initiativer og partnerskaber i forhold til fragtcentret og den kommende udvikling af Airport City bliver der nok af udfordringer for den nye bestyrelsesformand.

“Fokus har været på at skabe stærke partnerskaber. Senest med Maersk Air Cargo og PensionDanmark. Partnerskaber som varsler en helt ny epoke i lufthavnens historie. Perspektiverne er betydelige. Den del af rejsen bliver Morten Hansen guide på, og jeg ønsker ham alt mulig held og lykke.”

Værdsætter aktivt formandskab
Hos Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn siden 2018 og yderligere 10 års ansættelse i lufthavnen, understreges betydningen af et aktivt og inspirerende formandskab.

“Jeg vil gerne takke Clas for et stærkt partnerskab. Med den meget store indsats han har lagt i arbejdet, har vi været inde i en positiv udvikling med ham for bordenden. Valget af Morten Hansen som ny formand, giver os en stærk lederprofil, som understøtter vores fremtidige vækstambitioner. Jeg ser frem til samarbejdet, som jeg forventer mig meget af,” udtaler Jan Hessellund.

 

Relaterede artikler:

“Du får kun jobbet, hvis du er den bedste”

Kjeld Zacho Jørgensen forlader Billund Lufthavn

Tidligere SAS-direktør ny næstformand i BLL