Om godt to uger gør den nyeste flytype i verden sin entré i Københavns Lufthavn.
Fra den 14. december sidste år til i dag har lettiske airBaltic brugt sit spritnye Bombardier CS300-fly skiftevis på 11 forskellige ruter til og fra Riga for at vise flyet så meget frem som muligt. AirBaltic er nemlig det første selskab i verden til at tage den største version af Bombardiers nye C-serie i brug. Den ene dag fra Riga til Amsterdam og retur. Dagen efter til München og retur. Herefter på ruter til byer som Stockholm, Helsinki, Tallinn, Barcelona, Frankfurt, London, Wien, Vilnius og Paris. AirBaltics to danske destinationer, København og Billund, indgik ikke i CS300-flyvningerne.
Men om bare to uger kommer Københavns Lufthavn med i klubben af CS300-lufthavne. Den 24. januar indsætter selskabet nemlig flyet på den ene af selskabets tre daglige returflyvninger mellem Riga og København. En rute hvorpå selskabet oftest bruger Bombardier Dash-8 Q400-turbopropfly, men også af og til anvender Boeing 737-fly på morgenrotationen.
AirBaltic vil herefter indsætte CS300-flyet på Københavns-ruten i ny og næ, oplyser selskabet til CHECK-IN.dk.
Ad hoc-optrædener
Præcis hvornår flyet vil blive anvendt, kan selskabet ikke oplyse og det fremgår ikke af reservationssystemerne. Så der vil sandsynligvis mest være tale om ad hoc-optrædener så længe selskabet kun har fået de første af de i alt 20 fly leveret.
AirBaltic benytter nemlig CS300-flyene fast på ruter til blandt Amsterdam og München.
AirBaltic’s i alt 20 CS300-fly er indrettet med 148 sæder i et et-klasses layout, men selskabet ser på muligheden for at indrette nogle af flyene med op til 12 lie-flat business class-sæder. Det vil bringe det samlede passagerantal ned på 107.
Flere års forsinkelse
CS300 er den største version i den nye C-serie af jetfly, som Bombardier med møje og besvær har designet, udviklet, testet og til sidst produceret. Med flere års forsinkelse modtog Swiss tidligere i år det første eksemplar af ”lillebroderen” CS100.
Bombardier håber at C-serien kan kile sig ind mellem de største regionale jetfly fra Embraer og Bombardier selv og de større mellemdistancefly fra Airbus og Boeing. CS100 placerer sig med sine 100- 130 sæder fordelt på to klasser lige over Embraer ERJ195 og Bombardiers egen CRJ1000.
Normalt syn i Skandinavien
Med sine 120-160 sæder fordelt på to klasser bejler CS300 til at blive afløseren for nogle af de mindre og ældre Boeing 737-modeller, så som 737-500 og 737-300. Og det er netop hvad CS300-flyet skal hos airBaltic. De nye CS300-fly skal leveres over de næste to år og erstatte selskabets aldrende fem Boeing 737-500 og syv Boeing 737-300 fly samt give mulighed for at øge kapaciteten.
Flytypen forventes indenfor få år at blive et normalt syn i Skandinavien. Ikke blot har airBaltic 20 eksemplarer på vej og Swiss skal have 15 CS100 og CS300-fly. Men også svenske Braathens Regional Aviation har købt i alt 10 eksemplarer. De skal bruges under brandet BRA, der er opstået ved samkøringen af de to Braathens-selskaber Malmø Aviation og Sverigesflygs aktiviteter.
Relaterede artikler:
Verdenspremiere på Bombardier CS300 med hangarfest