(Foto: Árni Friðriksson)

Nye askeskyer kan true luftfarten i Europa

Islands vulkaner er den største trussel mod europæisk luftfart, og eksperter skønner at nye udbrud snart kan være på vej.

(TOULOUSE) I 2010 lammede vulkanudbruddet på Eyjafjallajökull størstedelen af det europæiske luftrum. Udbruddet var ikke specielt stor, men det stod på i mere end seks dage, hvilket gjorde udledningen af aske fra vulkanen enorm. Flyselskaberne måtte holde deres fly på jorden, fordi vulkanaske er farligt for flymotorer, og det var usikkert, hvor askeskyen præcist befandt sig.

De islandske vulkaner er den største trussel mod flytrafikken i Europa og over Nordatlanten og på nuværende tidspunkt anses to af landets største og mest aktive vulkaner, Katla og Hekla, som værende klar til at gå i udbrud, vurderer en ekspert på området.

”I lyset af den forholdsvis lange tid, der er gået siden de sidste udbrud i to af Islands mest aktive vulkaner, Hekla og Katla, skal begge vulkaner betragtes som klar til nye udbrud. Det er ikke muligt at forudsige, hvornår eller hvor det næste udbrud sker. Det, der er sikkert, er, at et nyt udbrud vil komme,” siger Magnús Tumi Gudmundsson, professor i geofysik, fra Institute of Earth Sciences på Island.

Vestenvind er den store trussel
At de to vulkaner snart kan gå i udbrud, er dog ikke ensbetydende med, at der bliver tale om store udbrud eller for den sags skyld langvarige som udbruddet på Eyjafjallajökull. Imidlertid har Hekla og Katla store potentialer for at kunne forstyrre luftfarten, hvis vindforholdene er de rette.

”Når vinden blæser fra nordvest, flyver asken mod Europa, som det skete under udbruddet på Eyjafjallajökull i 2010. Det var en tilfældighed, at det ikke skete i forbindelse med de syv eksplosive udbrud, der forekom mellem 1970 og 2010, hvor asken i stedet hovedsagligt blev bragt væk fra Europa af sydlige vinde,” vurderer Magnús Gudmundsson.

Statistisk set har Island mellem 20 og 25 udbrud i hvert århundrede. Et udbrud varer mellem få timer og flere uger, men det er den hyppige vestenvind på Island, som øger risikoen for askeskyer over Europa og Nordatlanten. Det seneste vulkanudbrud på Island skete i 2011 på Grimsvöten. Dette vulkanudbrud var meget kraftigere end Eyjafjallajökull, men varede kun ganske kort og vinden var langt mere fordelagtigt, idet den kom fra syd. Der er dog ingen garanti for, at man er lige så heldig næste gang.

Billede: Eyjafjallajökull 2010 Foto: Árni Friðriksson