(Foto: Morten Lund Madsen)

Nye tiltag bag god Atlantic-sommer

Atlantic Airways kom ud af sommermånederne med en stigning i antallet af passagerer på 11 procent i forhold til året før, og dermed ser det færøske flyselskabs strategiomlægning fra 2014 ud til at slå igennem.

Efter at have måtte stå til måls for en del kritik på Færøerne, valgte Atlantic Airways i 2014 at få foretaget en dybdegående analyse for at forsøge at komme problemerne, der især omhandlede for høje priser og manglende ruter og frekvenser til efterspurgte destinationer, til livs.

Resultatet af dette blev en helt ny strategi med større fokus på hjemmemarkedet fra Vágar Lufthavn på Færørerne, samt nærområderne i Norge, Skotland og Island. Derudover skulle en ny prisstruktur sikre rejsende billigere billetter, og her lidt over et år efter lanceringen af den såkaldte ”Atlantic Airways kommer hjem”-strategi, ser ændringerne ud til at bære frugt.

Således viser trafiktal i perioden fra maj til august i år, at Atlantic Airways har oplevet en stigning på godt og vel 12.500 passagerer i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 11 procent og betyder, at det færøske flyselskab i alt havde 122.000 rejsende i sommeren 2015.

Mere punktlig
Også punktligheden er kraftigt forbedret, idet 76 procent af alle Atlantic Airways flyvninger i samme periode afgik til tiden, hvilket sammenholdt med 59 procent sidste sommer, er en stigning på hele 17 procentpoint.

I en pressemeddelelse forklarer Atlantic Airways fremgangen med en forenkling af operationerne, samt en opgradering af flyenes GPS-baserede navigationsteknologi, der betyder at selskabets tre Airbus-maskiner kan flyve lavere og tåle dårligere sigtbarhed på vej ind til Vágar Lufthavn.

Stigningerne får Atlantic Airways’ netop afgåede direktør Jørgen Holme til at godkende år ét efter strategiomlægningen.

“Jeg er særdeles tilfreds med udviklingen hen over sommeren. Den underbygger, at vi har truffet de rigtige valg i den nye strategi, idet vi kan konstatere fremgang over så at sige hele rutenettet, siger danske Jørgen Holme, der til og med i mandags stod i spidsen for flyselskabet, i pressemeddelelsen.

Skiftedag
I går blev den tidligere SAS-marketingdirektør nemlig afløst af den 44-årige færing Jóhanna á Bergi, der har en fortid i den færøske fiskeindustri og dermed bliver den fjerde CEO i Atlantic Airways’ 28-årige levetid.

Det var hele tiden planen, at Jørgen Holme, der selv afløste den mangeårige direktør i Atlantic Airways Magni Arge i 2013, kun skulle være en midlertidig overgangsfigur imens selskabet lagde sin nye strategi, og Holme får rosende ord med på vejen fra sin kvindelige efterfølger, der ser lyst på fremtiden for Atlantic Airways.

”Jeg kan kun sige, at det er særdeles tilfredsstillende at tiltræde direktørstillingen i et selskab i rivende udvikling. Den forhenværende direktør har sammen med vores dygtige personale lagt et nyt fundament, som jeg vil bygge videre på i den fremtidige udvikling af flyselskabet,” lyder det i pressemeddelelsen fra Jóhanna á Bergi.

Atlantic Airways kom ud af 2014 med et overskud på 20 millioner kroner før skat, sammenlignet med 8,7 millioner kroner i 2013.

Foto: Morten Lund Madsen