Kabinebesætningen hos Turkish Airlines kan se frem til helt nydesignede uniformer i forbindelse med 85-års fejringen af flyselskabet.
De ansatte i kabinen hos Turkish Airlines får snart en helt ny fremtoning, når passagererne møder dem ved indgangen til flyene.
Det nationale tyrkiske flyselskab fylder 85 år i indeværende år, og i den forbindelse har man besluttet at reformere kabinemedlemmernes uniformer. De specialdesignede uniformer bliver taget i brug første gang efter åbningen af Istanbul New Airport, der åbner den 29. oktober, og som bliver ny base for Turkish Airlines.
De nye uniformer indeholder mønstre inspireret af mange klassiske elementer fra tyrkisk design og kultur. Uniformerne får moderne teksturer og detaljer, og kombinationen af former og farver er sket på baggrund af Bosphorus-strædet, der splitter Istanbul i en øst- og vest-bydel. Man kan identificere en ”flowdetalje”, der symboliserer den dynamiske energi, der strømmer gennem strædet.
Uniformer testet i hele verden
Turkish Airlines har arbejdet sammen med den Milano-baserede modeskaber Ettore Bilotta for at skabe det nye ensartede design, der varsler en ny æra og brandidentitet hos flyselskabet.
Den nye uniform-kollektion inkluderer både hatte, handsker, kjoler, tasker og tilbehør. De nye uniformer er udarbejdet med tanke på at forene form og funktion, og uniformerne har været gennem strenge tests på langdistanceflyvninger til forskellige klimaer verden over.
”Turkish Airlines er altid begejstret for at samarbejde med sådanne kreative og karakteristiske talenter, der blander elegant og praktisk design. Samtidig med, at vi fastholder traditionelle elementer fra tyrkisk design og kultur, er vores nye uniformer professionelle og tro mod gæstfrihedskulturen – ligesom vores flyselskab,” siger M. Ilker Ayci, bestyrelsesformand i Turkish Airlines.
Inspiration fra Istanbul
Ettore Bilotta, der altså er modedesigneren bag den nye uniform, har været rigt inspireret af Tyrkiets største by.
”Da jeg begyndte at designe for Turkish Airlines, var det første, der inspirerede mig, Istanbul. Denne by har været en smeltedigel for kunst og civilisation i århundreder og har en sjælden rigdom som en fælles kulturarv af mange kulturer,” forklarer han.
De ansatte hos Turkish Airlines vil således først iklæde sig de nye uniformer i forbindelse med åbningen af Istanbul New Airport. Lufthavnen vil blive officielt indviet ved en stort anlagt ceremoni, hvor premierminister Binali Tildirim og en række andre højtrangerede politikere vil deltage.
Den første flyvning fra Istanbul New Airport sker dog først to dage efter åbningen – den 31. oktober – hvor Turkish Airlines rutenummer TK2192 letter fra den nye lufthavn i retning mod den tyrkiske hovedstad, Ankara.
Relaterede artikler:
Turkish Airlines åbner rute til Bali
Turkish Airlines øger på København
Se Turkish Airlines-fly få haleroret kappet af