Boeing 757-300 - TF-ISX (Foto: Icelandair)

Nyt Icelandair-fly vækker opsigt

I anledning af 100-året for Islands uafhængighed har Icelandair fået malet et nyt fly i nationalfarverne. Flyet er et af blot 55 af sin slags i hele verden.

Island blev en fri og suveræn nation da forbundsloven trådte i kraft den 1. december 1918. Det er således i år 100 år siden, og det fejrer det islandske flyselskab Icelandair ved en særlig bemaling af det Boeing 757-300 fly, som i begyndelsen af marts blev en del af flåden.

I modsætning til de øvrige fly i Icelandairs flåde er dette fly i blå bemaling med de karakteristiske røde og hvide striber i Islands flag som et bånd midt på flyet.

Icelandair har som mange andre flyselskaber, en tradition med at navngive flyene, og det nye fly i flåden er blevet døbt Dingvellir (på dansk også Thingvellir eller Tingvalla, red.), der er et område og en nationalpark i det sydvestlige Island omkring 40 kilometer øst for Reykjavík. Stedet er Altingets historiske mødested.

Registreringen på flyet er TS-IFX, og det blev oprindeligt leveret til Arkia – Israel Airlines tilbage i februar 2000.

Det er Air Livery i Norwich, som fik opgaven med at designe flyet i den opsigtsvækkende bemaling. Det var i øvrigt samme virksomhed, der i 2014 også udsmykkede ikoniske Hekla Aurora i den særlige nordlys-bemaling.

Kun 55 fly i verden
Bingvellir-flyet blev sat i kommerciel drift den 13. juni, hvor første opgave var en rotation til Frankfurt fra Keflavik International Airport.

Det er den andet Boeing 757-300 i Icelandairs flåde. Første fly af denne type fik Icelandair leveret fabriksnyt i marts 2002, og det har således været det eneste af sin slags hos det islandske flyselskab i de seneste 16 år. Flyet er indrettet med 22 sæder på Saga Class og 199 i Economy-sektionen.ort.

Ifølge det islandske luftfartsmedie Allt Um Flug skal den nye 757-300 blandt bruges til flyvninger til Rusland i forbindelse med VM i fodbold, der starter i dag.

Der er kun produceret 55 eksemplarer af den forlængede Boeing 757-version, der har en rækkevidde på 6.300 kilometer. Udover Icelandair er der således kun fem flyselskaber i hele verden, der har Boeing 757-300 i flåden. Det er Arkia, Condor, Delta Air Lines, Thomas Cook Airlines og United Airlines.

Icelandairs flåde består udover de to 757-300 også af 27 Boeing 757-200, fire Boeing 767-300 samt tre helt nye Boeing 737 MAX 8.

 

Relaterede artikler:

Icelandair har fået sin ICE

Her er Icelandairs første MAX-fly

Icelandair med to Boeing 767-ruter til Skandinavien