Singapore Airlines kan allerede fra den 9. august tilbyde First Class og Premium Economy på ruten mellem København og Singapore.
Onsdag den 9. august kan Københavns Lufthavn atter kalde sig en lufthavn med et flyselskab, der tilbyder et First Class-produkt. Det sker, når Singapore Airlines indsætter det 264-sæder store Boeing 777-300ER i stedet for Boeing 777-200ER, som selskabet i dag benytter på ruten mellem København og Singapore.
Oprindeligt var det planen, at flyet først skulle indsættes på ruten til den danske hovedstadslufthavn fra vintertrafikprogrammets start den 29. oktober, men Singapore Airlines har fremrykket planerne, således at flyet vil være klar til første afgang fra København om 16 dage.
Udover den separate First Class-kabine med fire åbne suiter, så er der endnu en gevinst ved det nye fly i forhold til den flytype, som Singapore Airlines i dag anvender på ruten. Der er nemlig også Premium Economy i Boeing 777-300ER, hvilket betyder, at 28 passagerer kan få adgang til et sæde med 38 tommers sædeafstand i en 2-4-2 konfiguration i stedet for et traditionelt Economy-sæde med 32 tommers afstand og ni sæder på tværs i 3-3-3.
Til gengæld på rejsende på Business Class belave sig på, at der ikke længere er samme plads til rådighed som i de nuværende fly. Godt nok udvides antallet af Business Class-sæder fra 26 til 48. Men sædeafstanden reduceres fra 76 til 55 tommer i stedet.
Således vil Boeing 777-300ER være indrettet i en fireklasses 4/48/28/184 konfiguration, mens det nuværende Boeing 777-200ER med samlet 271 sæder har en toklasses indretning i 26/245.
Stolt flyselskab
Singapore Airlines har selv valgt fokusere på den nye First Class ved introduktionen af den nye flytype på ruten.
”Vi er stolte af at tilbyde First Class på vores hurtigste og mest populære rute til Singapore – nemlig fra København. Det her nyindkøb viser, at vi satser på det danske og norske marked, der generelt har været i vækst for os,” siger Allan Hoffery, nordisk Sales & Communication Manager hos Singapore Airlines.
Der er da også meget at være stolt over med et sæde, der nedfældet til seng har en bredde på 90 centimeter. Når der samtidig, som det eneste flyselskab i verden, tilbydes både Dom Perignon og Krug-champagne på den eksklusive First Class, så er det naturligt, at begejstringen er i top.
Premium Economy kan også vise sig, at blive et salgshit for Singapore Airlines. Den særlige mellemklasse introduceres i København præcist på årsdagen for introduktionen af produktet den 9. august 2015 fra Singapore til Sydney.
”Premium Economy er blevet godt modtaget via vores gateways i Europa og er primært efterspurgt blandt passagerer, der ønsker opgraderet komfort, men til en lavere pris end Business Class,” siger Allan Hoffery.
Relaterede artikler:
Singapore Airlines åbnede ny rute til Skandinavien
CPH får igen første klasses-rute
Gigantisk flyordre fra Singapore Airlines