Oktoberfest-tilbud fra Lufthansa

Lufthansa fejrer den netop afsluttede Oktoberfest ved at tilbyde rejser for to personer til Frankfurt og München for samlet 1.349 kroner. I weekenden sættes samtidig billetter til salg til 14 europæiske destinationer til returpriser fra kun 777 kroner.

Mandag den 3. oktober sluttede den 178. udgave af den store Oktoberfest i München.

Det markerer det tyske luftfartsselskab Lufthansa ved at sende særlige Oktoberfest-tilbud i markedet. Således er det muligt frem til 21. oktober at købe to returbilletter til Frankfurt eller München for en samlet pris af 1.349 kroner.

Rejserne skal dog ikke foretages i oktober, men skal afvikles mellem den 1. november 2011 og den 29. februar 2012.

Men Lufthansa stopper ikke her. I weekenden den 7. – 9. oktober sætter selskabet en lang række flysæder til salg fra København til 14 udvalgte europæiske destinationer.

Her er Frankfurt og München de billigste destinationer med en returpris på 777 kroner inklusive skatter og afgifter, bagage, mad og drikke samt bonuspoint i Miles & More programmet.

Billetter til Aberdeen, Nice, London og Paris kan erhverves for 1.199 kroner, mens der skal betales 1.349 kroner for en returbillet fra København til Amsterdam, Bilbao, Firenze, Milano, Porto, Sofia eller Toulouse.

Lufthansa oplyser, at der er en forudbestillingsfrist på 14 dage på det særlige Europa-tilbud, ligesom den rejsende skal opholde sig natten mellem lørdag og søndag på destinationen.

Lufthansa flyver ni gange dagligt mellem København og Frankfurt – fem gange med egen operation og fire gange i code-share samarbejde med SAS. Til München flyves der dagligt fra syv afgange fra København, hvoraf fire er i codeshare med SAS.