Ombord på Rolling Stones-fly

Der er ikke meget ekstravagance over det gamle KLM-fly, som bragte rocklegenderne fra Rolling Stones til Danmark torsdag.

Torsdag aften spillede det legendariske rockband Rolling Stones på Orange Scene på dette års Roskilde Festival. Koncerten var det sidste europæiske stop på de fire rullestene Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts og Ron Woods 14 ON FIRE-turné.

Som ægte rockstjerner lod de fire herrer, der er mellem 67 og 73 år gamle, sig transporterer rundt i Europa i privatfly. Og som et af verdens største rockbands havde de naturligvis også valgt et af de største privatfly på markedet. Således landede et Boeing 737-400 fly onsdag eftermiddag i Københavns Lufthavn og er parkeret i nærheden af Vilhelm Lauritzen Terminalen, mens Rolling Stones spillede ”Satisfaction” og andre af bandets megahits på dyrskuepladsen ved Roskilde.

Kigger man ind i flyet, så skal man dog kigge langt efter soveværelser, guldvandhaner, sofaer og minibar. For indvendig ligner flyets kabine en normal business class-kabine, sådan som man kender den fra almindelige mellemdistancefly, hvor den normale 3-3 opstilling er erstattet af en 2-2 opstilling af ekstra bredde lædersæder.

Flyet, der i en normal passagerudgave kan tage omkring 160 passagerer, er indrettet med 68 business class-sæder. Til sammenligning vil det særlige Boeing 737-fly, som fra 20. august skal indsættes på SAS’ nye ”all business”-rute mellem Stavanger og Houston, kun 44 business class-sæder.

Knaldrød mund
Under arbejdet med at transportere Rolling Stones rundt på turné har flyet bandet’s karakteristiske varemærke i form af en knaldrød mund og tunge malet foran på flyet. Flyet med registreringsbogstaverne SX-ATF tilhører dog ikke Rolling Stones selv, men derimod det græske flyselskab GainJet Aviation, der er specialiseret i at operere VIP-business jets i alle størrelser.

Flyet er knap 23 år gammelt og har tidligere fløjet med almindelige dødelige flypassagerer for KLM og Transavia.

Fotos: Arne V. Petersen, Københavns Lufthavn og GainJet Aviation.