Omstridt thailandsk flyselskab mod konkurs

Det nystiftede thailandske flyselskab PC Air, der blev kendt for transvestitter som kabinemedarbejdere, har efter blot 10 måneder i luften måttet indstille driften.

Det thailandske luftfartsselskab P.C. Air har indstillet sine flyvninger og forventer ikke at gå på vingerne resten af oktober. Det skriver AFP. Økonomiske vanskeligheder gør livet svært for selskabet, der ved sin lancering i december sidste år blev verdenskendt. Det skyldes, at fire af selskabets stewardesser er transvestitter. Selvom det kun er fire og ikke alle kabineansatte, så gik historien om transvestit-selskabet jorden rundt.

De thailandske myndigheder har haft selskabet til en kammeratlig samtale om selskabet problemer. Men myndighederne har indtil videre valgt ikke at inddrage selskabets tilladelser til at drive luftfartsselskab.

Til gengæld har selskabet selv valgt at tage en pause. Det kommer efter en episode i sidste uge, hvor selskabets ene fly blev nægtet at starte fra Incheon lufthavnen i Sydkorea på grund af at P.C. Air ikke havde betalt for landingsafgifter og brændstof. Selskabet beskyldte et lokalt handlingselskab for ikke at have sørget for at afregne med Incheon lufthavn på vegne af P.C. Air. Det betød at i alt 400 passagerer ikke kunne komme med P.C. Air.

P.C. Air’s stifter og ejer, Peter Chan, var fra starten så sikker på at selskabet ville blive en succes, at han købte selskabets første og eneste fly, en Airbus A310, i stedet for at lease det i opstartsperioden. Flyet har plads til 222 passagerer og flyver fra Bangkok til Hong Kong og Incheon i Sydkorea.