Willie Walsh, koncernchef for International Airlines Group, bliver ny mand i spidsen for oneworld og overtager dermed formandskabet efter AMR-chefen Tom Horton.
Oneworld er inde i en rivende udvikling, hvor 2014 tegner til at blive et mærkeår for luftfartsalliancen. Oneworld har netop budt brasilianske TAM og US Airways velkommen i folden, og fra den 31. maj optages også SriLankan Airlines i det, der er alliancens største udvidelse nogensinde. Denne udvikling har bredt sig til den øverste ledelse, hvor Willie Walsh bliver ny formand efter Tom Horton.
Irske Willie Walsh er et kendt ansigt i luftfartskredse, hvor han tidligere har været topchef for henholdsvis British Airways og Aer Lingus. Han startede hos sidstnævnte som pilot trainee i en alder af 17 år og arbejdede sig derefter op i selskabet til kaptajn på Boeing 737. I mellemtiden tog Walsh en kandidatgrad i management og forretningsadministration, og det var primært denne baggrund, der i 1998 skaffede ham jobbet som chef hos Aer Lingus spanske charterselskab Futura.
To år efter returnerede Willie Walsh til Aer Lingus og blev, efter en kort periode som COO, udnævnt som CEO for det irske selskab, inden han i 2005 blev hentet til topchefjobbet hos British Airways. I 2011 var Willie Walsh manden bag fusionen mellem British Airways og Iberia, der skabte International Airlines Group (IAG), hvor Walsh sidenhen har været koncernchef.
Velkendt hos oneworld
Hos oneworld kender man særdeles godt til Willie Walshs fortid, idet Aer Lingus i Walshs ledelsestid var medlem af alliancen (trådte ud af oneworld i 2007, red.), ligesom British Airways lige siden begyndelsen har været en del af oneworld-fællesskabet.
I en pressemeddelelse fra oneworld, fremhæves Willie Walshs store arbejde, først hos Aer Lingus, hvor han genrejste selskabet efter katastrofen den 11. september 2001. Efter at have været truet af konkurs, blev Aer Lingus i 2004 det mest profitable statsejede luftfartsselskab i den vestlige verden.
Hos British Airways formåede Willie Walsh i 2007 at føre selskabet til dets første positive 10-procents driftsresultat nogensinde, og derefter styrede han den britiske flag carrier igennem den værste recession i luftfartshistorien i 2008 og 2009. Derfor er man hos oneworld meget tilfredse med sit nye valg af formand, der i pressemeddelelsen beskrives med disse ord:
”Vi er heldige i Willie Walsh at have en mand med visioner, beslutsomhed og overordnede færdigheder til at kunne føre os videre i næste fase på vores rejse mod at etablere oneworld, som den foretrukne luftfartsalliance for hyppigt rejsende verden over.”
Hos oneworld skal Willie Walsh erstatte amerikanske Tom Horton, der i december så sit eget koncernselskab AMR Corporation fusionere med US Airways Group. Fusionen gør American Airlines til det største flyselskab i verden, og fremover skal Tom Horton fungere som formand for American Airlines. I forbindelse med Willie Walshs indtræden, takker oneworld i samme pressemeddelelse den afgående formand for sit store arbejde i luftfartsalliancen:
”Vi vil gerne takke Tom Horton for hans lederskab af oneworld i en periode med hidtil uset høj vækst for alliancen og dette på et tidspunkt, hvor Tom Hortons eget American Airlines har indgået en fusion med US Airways.”