Op imod 100 ansatte per Dreamliner-fly

Når det norske lavprisflyselskab Norwegian næste år tager hul på langdistanceruterne, skal der disponeres 23 piloter og 70 kabinemedarbejdere til hvert Dreamliner-fly. Cabin crew skal udelukkende rekrutteres i Thailand.

Når Norwegian efter planen den 30. maj næste år sender det første Boeing 787 Dreamliner langdistancefly afsted fra Oslo med kurs mod New York, er det kulminationen på flere års intenst arbejde med at opbygge den organisation, der skal sikre det operative og administrative grundlag.

Det kræver meget, at holde et langdistancefly i luften. På afgangene til New York vil de nye Dreamliner-fly være bemandet med to piloter i cockpittet og syv besætningsmedlemmer i kabinen. På flyrejserne til Asien disponeres der tre piloter samt ni kabinemedarbejdere.

I forhold til rotationer og vagtplaner betyder det, at Norwegian skal disponere op imod 100 medarbejdere per fly. Helt præcist er der tale om 23 piloter og 70 cabin crew for at holde en Dreamlineri operation i 16 til 18 timer i døgnet.

“Vore piloter skal have europæiske certifikater, mens vort kabinepersonale rekrutteres i Thailand. Men alt flyvende personale vil blive baseret i Bangkok under alle omstændigheder,“ fortæller pressechef Johan Bisgaard Larsen fra Norwegian i Danmark.

Han tilføjer samtidig, at den operative administration vil blive baseret i Oslo, hvor der blandt andet vil være nogle stillinger, der er en kombination af operativt og adminstrativt personale.

Venter på ændring af udlændingelov
Selvom uret tikker hastigt frem mod premiereflyvningen den 30. maj, har Norwegian endnu ikke fået tilladelser til at operere flyene med udenlandske besætninger. Det kræver en ændring af den norske udlændingelovgivning, hvis der skal beskæftiges arbejdskraft fra lande udenfor EU/EØS på norsk registrerede langdistancefly.

Ifølge Norwegian har man nu ventet i ni måneder på, at den norske arbejdsminister skulle tage stilling til henvendelse. Det fik i sidste uge selskabets kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik til at true med at flytte registreringen af de nye Dreamliner-fly til Sverige, hvis den norske regering ikke giver efter for anmodningen.

I mellemtiden har den norske fagforening Parat Luftfart henvendt sig til den norske arbejdsminister Anniken Huitfeldt med sin bekymring og Norwegians krav. Herudover har Parat sendt en skrivelse til alle medlemmerne af luftfartssektionen i ETF, Europæisk Transportarbejder Forbund, hvor man opfordrer kollegerne i de øvrige lande til at involvere sig i sagen.

SAS fik i marts 2008 ved Københavns Byret en dom for overtrædelse af den danske udlændingelovs paragraf 13 for at have beskæftiget udenlandsk arbejdskraft uden den fornødne arbejdstilladelse på dansk indregistrerede fly i rutefart mellem Danmark og henholdsvis Kina og Japan. Anklagemyndigheden havde påstået en bøde på 2 mio. kroner samt konfiskation af 5 mio. kroner hos SAS, men det skandinaviske flyselskab slap med en bøde på 900.000 kr.

Læs også:

Frygter ændring af udlændingelov