Fly fra Norwegian og Widerøe. (Foto: Norwegian | PR)

Overvejer at stoppe Norwegians køb af Widerøe

Det norske konkurrencetilsyn varsler et muligt forbud mod Norwegians køb af Widerøe af frygt for, at det vil betyde højere billetpriser og et dårligere rutetilbud. Sagen skal afgøres senest 3. januar.

Godkendelsen af Norwegians køb af Widerøe trækker fortsat ud, da Konkurrencetilsynet i Norge er usikker på, om erhvervelsen vil føre til en svækket konkurrence på indenrigsmarkedet.

Konkurrencetilsynet meddelte 15. september i år, at det havde brug for mere tid til at vurdere købet. I løbet af de seneste to måneder har tilsynet indsamlet og analyseret yderligere oplysninger fra Norwegian og Widerøe samt andre aktører i markedet.

Fredag lyder det så i en pressemeddelelse fra tilsynet, at det fortsat vurderer, at opkøbet vil svække konkurrencen på markedet. Tilsynet overvejer derfor at forbyde Norwegians køb.

”Luftfartsmarkedet er et stort og vigtigt marked for norske forbrugere. Opkøbet fører blandt andet til, at vi går fra tre til to aktører på flere indenrigsflyruter. Vi ser, at der er en reel risiko for, at konkurrencen på markedet kan blive svækket på en måde, der fører til højere billetpriser og dårligere rutetilbud til norske flypassagerer,” siger konkurrencedirektør Tina Søreide.

Tre faktorer kan svække konkurrencen
Ifølge projektleder Katrine Amdam fra Konkurrencetilsynet er der tre faktorer, der kan svække konkurrencen ved Norwegians køb.

”Med kun to aktører i markedet kan det være nemmere at koordinere priserne på indenrigsnettet. Der kan opstå dårligere konkurrence på ruter, hvor disse to selskaber i øjeblikket konkurrerer mod hinanden. Derudover er der risiko for dyrere ground services for konkurrerende virksomheder i lufthavnene i Evenes, Alta og Kirkenes,” siger hun.

Norwegian har foreslået afhjælpende foranstaltninger i forhold til ground handling, men konkurrencemyndighederne finder det ikke tilstrækkeligt til at kunne godkende købet.

Konkurrencetilsynet har derfor sendt en meddelelse til Norwegian om, at det overvejer at forbyde købet. ’Varslet indeholder en detaljeret beskrivelse af myndighedens konkurrencemæssige bekymringer og er baseret på en foreløbig vurdering af sagens bevismateriale,’ lyder det.

Overraskede og skuffede flyselskaber
Norwegian er uenig i den foreløbige konklusion, som Konkurrencetilsynet fredag er kommet med, lyder det i en pressemeddelelse.

”Vi er overraskede over Konkurrencetilsynets meddelelse om et muligt stop for købet. Dialogen med tilsynet har været god og konstruktiv, og vi har afleveret omfattende dokumentation inden for de frister, de har fastsat. På baggrund af sagens fakta er jeg optimistisk med hensyn til det endelige resultat af ansøgningsprocessen. Vi vil nu sætte os ind i Konkurrencetilsynets foreløbige vurdering, inden vi svarer dem,” siger Geir Karlsen, koncernchef hos Norwegian.

Stein Nilsen, koncernchef i Widerøe, fortæller i samme pressemeddelelse, at han er skuffet over meddelelsen fra Konkurrencetilsynet.

”Med Norwegian får vi en solid norsk industriel ejer, som ønsker at videreudvikle begge selskaber. Det vil sikre en absolut nødvendig offentlig transport i landdistrikterne – foruden at sikre et attraktivt tilbud om sammenhængende flyvninger i hele Norge,” siger han.

Widerøe skal fortsat være selvstændigt brand
Et stærkere luftfartsmiljø i Norge er en forudsætning for at sikre det bedste tilbud til passagererne, mener både Norwegian og Widerøe. Norwegian ønsker at skabe et endnu bedre og omfattende tilbud til sine kunder, lyder det fra Geir Karlsen.

Han tilføjer, at Norwegian og Widerøe har meget få overlappende ruter, og at de supplerer hinanden med blandt andet forskellige flyflåder. Han lover, at begge flyselskaber fortsat vil have baser, hovedkontorer og medarbejdere i Norge på samme måde som i dag. Herudover vil Widerøe forblive som et selvstændigt brand, lyder det blandt andet.

Det var i begyndelsen af juli i år, at Norwegian offentliggjorde købet af Widerøe, der ville have en værdi svarende til 735 millioner danske kroner.

Norwegian og Widerøe har frem til 8. december til at svare på Konkurrencetilsynets foreløbige vurdering. Sidste frist for færdigbehandling af sagen er 3. januar 2024.

 

Relaterede artikler:

Godkendelse af Widerøe-køb trækker ud

Norwegian køber Widerøe for 725 millioner kroner

Widerøe er klar til at reducere samarbejdet med SAS