Passagerfremgang på over 50 procent

British Airways franchise-partneren Sun-Air of Scandinavia har succes med nicheruterne fra de jyske lufthavne. Selskabet fik sidste år fremgang efter Cimber Sterling-konkursen og voksede med hele 56 procent i rutetrafikken.

På Cumulusvej nr. 10 i BIllund har det danske flyselskab Sun-Air of Scandinavia sit hovedkvarter. Sådan lidt gemt af vejen, kan flyselskabet leve stille og godt. Det gør man tilsyneladende også, når man år efter år kan læse i regnskabet, at der er en positiv bundlinje, uanset hvordan konjunkturerne og konkurrencesituationen arter sig.

I det seneste regnskabsår for perioden 1. oktober 2011 til 30. september 2012 havde Sun-Air et driftsresultat på 34 mio. kroner og et nettoresultat på knapt 19 mio. kroner efter afskrivninger og øvrige finansielle poster.

Men 2012blev også året, hvor Sun-Air atter fik medvind i rutetrafikken efter nogle svære år, hvor Cimber Sterling pressede selskabet voldsomt. Umiddelbart før Cimber Sterlings konkurs den 3. maj sidste år havde Sun-Air blot syv jyske ruter tilbage. Der var tre ruter fra Aarhus til henholdsvis Oslo, Bromma og Gøteborg samt fire ruter fra Billund, der havde Bruxelles, London-City, Düsseldorf og Manchester som destination.

Lige op til og efter konkursen i det ukrainsk-kontrollerede flyselskab åbnede Sun-Airseks nye ruter. Fra Billund blev der etableret ruter til München, Oslo, Bromma, og Bergen. Heruodver blev der etableret en rute fra Aalborg til Oslo samt en rute fra Aarhus via Gøteborg til Manchester.

Passagervækst på 56 procent
Med denne markante øgning er Sun-Air vokset fra 103.000 rutepassagerer i 2011 til 161.000 i 2012. Det svarer til en imponerende vækst på ikke mindre end 56 procent.

Der er pæne stigninger på de eksisterende ruter, og de nye ruter fylder godt i otte måneder af kalenderåret 2012. I toppen ligger ruterne til Manchester og Bruxelles, der begge har over 20.000 årlige passagerer. London City følger lige i hæene med omkring 18.000 passagerer, mens den nye München-rute på 10 måneder har formået at tiltrække over 11.000 passagerer.

Omkring en tredjedel af trafikken går fra Aalborg og Aarhus, mens Billund har sat sig på den langt overvejende del. Sådan så det ikke ud i 2011, hvor Aarhus Lufthavn havde en andel på 40 procent af Sun-Air´s rutepassagerer, efter at Helsinki-ruten blev flyttet fra Billund til Aarhus. Den måtte dog sidenhen lukke.

“Vi er rigtig glade for udviklingen, og forventer lidt mere end 200.000 passagerer i 2013 på vore jyske ruter samt den svenske rute fra Gøteborg til Manchester,“fortælller kommerciel direktør Kristian Tvergaard fra Sun-Air of Scandinavia.

Dermed er smilene hos ledelsen i Sun-Air også i 2013 ekstra brede på gangene på Cumulusvej 10. Det er netop her, man efterlever visionen om “at flyve erhvervsfolk mellem Jylland og Europa på vores egen måde – professionelt, menneskeligt, anderledes og på rigtige tider.“ Der er bestemt heller ingen tvivl, om at tiderne er rigtige for Sun-Air i øjeblikket.