Årsopgørelse fra IATA viser, at efterspørgslen på passagerflyrejser i 2021 faldt med 58 procent på globalt plan i forhold til 2019. Til gengæld var der en stigning i luftfragtmarkedet på 6,9 procent.
Den internationale luftfartsorganisation IATA har netop offentliggjort en samlet opgørelse over udviklingen i efterspørgslen på passagerflyvninger i 2021.
IATA, der repræsenterer 290 flyselskaber med 83 procent af den globale flytrafik, rapporterer om en samlet nedgang i passagerefterspørgslen på 58,4 procent i forhold til 2019. Det er en svag forbedring i forhold til 2020, hvor faldet var på 65,8 procent i forhold til 2019, der var sidste hele år før coronapandemien.
Tallene er baseret på flyselskabernes indrapportering af indtægsbærende passagerkilometer (RPK), og de viser store regionale forskelle. Værst så det ud i Asien og Stillehavsområdet, hvor den internationale trafik faldt med 93,2 procent i forhold til 2019.
I den modsatte ende finder man noget overraskende Afrika, der kun mistede 65,2 procent af den internationale passagertrafik sammenlignet med 2019. I Nordamerika faldt efterspørgslen med 65,5 procent, mens det tilsvarende tal for de europæiske flyselskaber udgjorde 67,6 procent.
“Den samlede efterspørgsel blev styrket i 2021. Den tendens fortsatte ind i december på trods af rejserestriktioner over for omikron. Det siger meget om styrken af passagerernes tillid og lysten til at rejse. Udfordringen for 2022 er at styrke denne tillid ved at normalisere rejser,” siger IATA-direktør Willie Walsh i en kommentar til tallene.
Et fantastisk år for luftfragt
Mens passagerefterspørgslen som ventet var betydeligt lavere i 2021 end i 2019, så det anderledes ud med flyselskabernes fragtoperationer, hvor der blev registreret pæne stigninger.
Samlet set løftede fragtmarkedet sig med 6,9 procent målt i cargo tonkilometer (CTK) og sammenlignet med 2020 var stigningen på 18,7 procent.
Også inden for luftfragt var der store regionale forskelle. Den største stigning blev registreret i USA, hvor den internationale efterspørgsel steg med ikke mindre end 20,2 procent. Herefter fulgte Latinamerika med 15,2 procent, Afrika med 11,3 procent og Mellemøsten med 10,6 procent.
I Europa løftede flyselskabernes internationale fragtsalg sig kun med 3,6 procent i forhold til 2019, og det var præcis samme stigning som hos de asiatiske flyselskaber.
“Luftfragt havde et fantastisk år i 2021. For mange flyselskaber udgjorde det en vigtig indtægtskilde, da passagerernes efterspørgsel forblev i stilstand på grund af rejserestriktioner for COVID-19. Vækstmuligheder gik dog tabt på grund af presset fra mangel på arbejdskraft og begrænsninger på tværs af logistiksystemet. Samlet set peger de økonomiske forhold i retning af et stærkt 2022,” lyder det fra Willie Walsh.
Relaterede artikler:
Maersk: Mindre passagerfly presser fragtkapaciteten