Billund Lufthavn registrerede passagervækst i februar, selvom måneden var en dag kortere i forhold til sidste år. Til gengæld var der tilbagegang i fragtmængderne.
De tre vintermåneder sluttede ifølge kalenderen den 28. februar, og i Billund Lufthavn har man gjort status og har efterfølgende kunnet karakterisere vinteren som en af de bedste i lufthavnens historie.
Samlet blev der registreret 639.729 passagerer i de tre vintermåneder, hvilket var en stigning på omkring fem procent sammenlignet med samme periode i 2023/24.
I årets februar var der 210.619 rejsende gennem passagerterminalen, og det var en stigning på 3,8 procent i forhold til februar sidste år, der dog indeholdt 29 dage som følge af skudåret.
Stadig 100 destinationer uden Ryanair
I slutningen af marts indledes flyselskabernes sommertrafikprogram, og i modsætning til tidligere år vil der ikke være Ryanair-fly på platformen, da det irske lavprisflyselskab har valgt at trække sig fra den internationale vestdanske lufthavn.
“Ryanairs exit ændrer ikke vores strategi. Mange af de destinationer, de fløj til, kan stadig nås enten direkte med andre selskaber eller med kun ét enkelt stop. Samtidig arbejder vi intensivt på at tiltrække nye flyselskaber, så vi kan udvide vores rutenetværk endnu mere,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
Lufthavnsdirektøren understreger samtidig, at lufthavnen tilbyder 100 direkte destinationer samt 500 one-stop destinationer, så der stadig er et stort ruteudbud, selvom om Ryanair er forsvundet fra lufthavnen.
Derfor sætter Billund Lufthavn i den kommende tid sin lid til netværksselskaber som Air France, KLM, Lufthansa og Turkish Airlines, ligesom man også håber, at der kan vise sig nye ruter fra andre operatører.
Tilbagegang i luftfragt
Mens passagertrafikken er kommet under pres med Ryanairs exit, ser det også ud til, at lufthavnens cargocenter må notere sig tilbagegang.
I februar blev der håndteret 6.321 tons luftfragt, hvilket er en tilbagegang på 7,7 procent i forhold til samme måned året før. År til dato er der håndteret 12.639 tons, og det er 8,6 procent under niveauet fra de to første måneder af 2024.
“Vi er tilfredse med de mængder fragt, der bliver flyttet via os på fly. Det har været et mål for os at flytte fragten over på fly fremfor den vejbårne fragt, så det er glædeligt at konstatere, at det nu er en realitet. Samtidig ser vi ind i flere spændende perspektiver, hvor blandt andet e-commerce ser interessant ud,” lyder det fra Jan Hessellund.
Relaterede artikler:
Billund Lufthavn starter året med passagervækst