Primera Air i Aalborg Lufthavn. (Arkivfoto: Aalborg Lufthavn)

Primera-konkurs stoppede vækst i Aalborg og Billund

For første gang i mange måneder kan de to største jyske lufthavne rapportere om passagertilbagegang. Forklaringen ligger i Primera Air-konkursen.

Det er ikke alene flypassagererne, der bliver ramt, når flyselskaberne må indstille aktiviteterne. Det går også ud over lufthavnene, der pludselig får færre passagerer – og dermed færre indtægter – når flyene ikke skal i luften som sædvanligt.

Således også i forbindelse med konkursen i Primera Air, der har ramt lufthavnene i Billund og Aalborg. Det viser friske passagertal fra oktober måned.

Chartertrafik hårdt ramt i Billund
Primera Airs danske og lettiske selskaber indgav som bekendt konkursbegæring om morgenen den 2. oktober,og i Billund Lufthavn blev der i hele oktober registreret et fald i chartertrafikken på 14,4 procent, hvilket repræsenterer 13.353 færre passagerer i forhold til året før. Det betød, at 79.116 charterpassagerer rejste til og fra lufthavnen i oktober, der er en stor feriemåned på grund af efterårsferien.

”Primera Airs konkurs berørte mange, og det var en rigtig trist situation for selskabets medarbejdere og kunder,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn. ”Selskabet fløj på en lang række destinationer fra Billund, og på flere af dem kunne man købe billetter direkte hos Primera Air. Det betyder naturligvis, at vi arbejder hårdt sammen med flyselskaber og rejsebureauer for at få genetableret disse ruter.”

Det var dog begrænset, hvor stor en indflydelse Primera-konkursen fik på udenrigstrafikken fra Billund. Her blev passagertallet i oktober øget med 12.414 til i alt 246.563 passagerer, hvilket svarer til en vækst på 5,3 procent. Det var alligevel ikke nok til at opveje tabet i chartertrafikken, og med 1.244 færre indenrigspassagerer måtte Danmarks næststørste lufthavn indkassere en samlet tilbagegang på 0,7 procent til i alt 337.387 passagerer.

Aalborg mistede 6.000 Primera-passagerer
Meget bedre så det ikke ud i Aalborg Lufthavn. Her var tilbagegangen på 0,6 procent, hvilket dog kun repræsenterer 855 passagerer. Samlet var der i oktober 145.769 passagerer gennem terminalen i den nordjyske lufthavn.

I Aalborg Lufthavn ramte Primera-konkursen også charter- og udenrigstrafikken, og lufthavnen har opgjort tabet til 6.000 passagerer.

“Vi ser en beskeden fremgang i udenrigstrafikken, som ikke lever op til forventningerne før månedens start. Primera Airs konkurs sætter sine spor i månedsresultatet, hvor også chartertrafikken er påvirket. Alt i alt har konkursen betydet et passagertab på knap 6.000 passagerer i oktober. At vi alligevel kommer ud af måneden med en beskeden tilbagegang på kun 0,6 procent – svarende til under 900 passagerer – er under omstændighederne tilfredsstillende. Charterarrangørerne har gjort og gør stadig en indsats for at finde nye fly til deres afgange, hvilket heldigvis er lykkedes i nogen grad,” siger administrerende direktør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn.

Udenrigstrafikken voksede med 2,2 procent til 47.034 passagerer, mens indenrigstrafikken faldt beskedent fra 80.680 til 80.101 passagerer. Også i Aalborg Lufthavn var tilbagegangen størst i chartertrafikken, hvor antallet af charterrejsende faldt med 1.302 passagerer til i alt 18.634 rejsende. Et fald på hele 6,5 procent.

Relaterede artikler:

15 Primera-fly parkeret i fem europæiske lufthavne

Primera-konkurs rammer hårdt i Billund

Officielt: Primera Air er konkurs