Qatar Airways har base i Hamad International Airport i Doha.

Qatar Airways åbner fjerde Thailand-rute

Til december åbner Qatar Airways sin tredje og fjerde rute til Thailand. Det bringer selskabet op på at have 48 ugentlige flyvninger til det populære turistland.

Danskere og andre europæere med en stor kærlighed for Thailand får til vinter lettere ved at komme til Chiang Mai, der er den største by i det nordlige Thailand og kendt for sin kultur og sit håndværk.

Qatar Airways begynder nemlig den 16. december at flyve fra Doha i Qatar til Chiang Mai fem gange om ugen. Der er tale om en forlængelse af selskabets eksisterende rute mellem Doha og Myanmar’s hovedstad Yangoon.

48 afgange om ugen
Det bliver selskabets fjerde destination i Thailand idet Qatar Airways til december også begynder at flyve fra Doha til Krabi og i forvejen flyver til Bangkok og Phuket. Med de to nye ruter i december udvider flyselskabet fra 39 til 48 afgange om ugen til Thailand.

”Vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan udvide vores netværk i Sydøstasien, og derfor er det positivt at kunne tilbyde vores nordiske rejsende endnu en vigtig destination i Thailand,” siger Qatar Airways Country Manager for Skandinavien, Finland og de baltiske lande, Christian Deresjö.

Ruten til Chiang Mai vil blive betjent med Airbus A330-200 fly med plads til 236 på economy class og 24 passagerer på business class.

Ingen europæiske flyselskaber flyver i dag direkte til Chiang Mai og hvis man flyver via Bangkok, så skal man delvist flyve ”tilbage den vej man er kommet efter at have skiftet fly. Qatar Airways bliver det første af de tre fremadstormende selskaber fra olieemiraterne langs Den Persiske Golf, der flyver til Chiang Mai. Hverken Emirates eller Etihad flyver nemlig til byens lufthavn, der i dag kun har ruter til Asien.

 

Flynummer Dage Strækning Afgang Ankomst
QR 918 2,3,5,6,7 Doha – Chiang Mai 02.30 14.55
QR 919 2,3,5,6,7 Chiang Mai – Doha 16.45 22.15

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways tager endnu en bid af IAG

Qatar Airways åbner ny rute til Norden

Qatar Airways reducerer CPH-rute minimalt