Qatar Airways har base i Hamad International Airport i Doha.

Qatar Airways tager endnu en bid af IAG

Qatar Airways har udvidet sin ejerandel i moderselskabet for British Airways, Iberia, Vueling og Aer Lingus, og vil ikke udelukke at ejerandelen kan øges i fremtiden.

I januar sidste år gjorde Qatar Airways til manges overraskelse sin entré som medejer af International Airlines Group (IAG), da man købte 9,99 procent af aktierne i den store europæiske luftfartskoncern. I april i år øgede Qatar Airways sin ejerandel til knap 12 procent, og nu har selskabet snuppet yderligere ejerandele. Det bringer selskabet fra oliestaten ved Den Persiske Golf op på at eje 15,01 procent af IAG, der er moderselskab for British Airways, Iberia, Vueling og Aer Lingus.

Qatar Airways køber ikke op i IAG fordi man ikke har andet at bruge sin tid og penge til. For Qatar Airways handler det om at styrke båndene til IAG-selskaberne, så man kan have gavn af hinanden både kommercielt og strategisk.

“Den øgede ejerandel styrker de kommercielle og strategiske bånd mellem selskaberne. Qatar Airways mener IAG er meget godt placeret i Europa med især sin attraktive eksponering i forhold til den transatlantiske trafik, sin dominerende position i London og Madrid hubs samt de fremtidige fordele ved købet af Aer Lingus,” hedder det i en pressemeddelelse fra Qatar Airways.

Netop atlanttrafikken mellem Europa og USA er det marked, hvor europæiske og amerikanske flyselskaber mærker konkurrencen fra mellemøstselskaber som Qatar Airways, Emirates og Etihad mindst, da kun et fåtal af passagerer gider rejse via Doha, Abu Dhabi eller Dubai på Den Arabiske Halvø, når de skal mellem Nordamerika og Europa.

Åbner pengepungen igen
Qatar Airways, British Airways og Iberia kender hinanden fra oneworld-alliancen, som Qatar Airways blev en del af i november 2013.

Ifølge Qatar Airways’ koncernchef, Al Baker, så har samarbejdet med IAG-selskaberne hjulpet selskabet med at levere på sin ”vestrettede strategi”.

Qatar Airways vil ikke udelukke, at man åbner pengepungen igen og over tid øger sin ejerandel yderligere i IAG. EU’s regler dikterer, at flyselskaber og andre investorer fra ikke-EU-lande højest kan eje 49 procent af et europæisk flyselskab. En regel som blev omgået af det daværende Cimber Sterlings ukrainske hovedaktionær, der havde cypriotisk statsborgerskab.

 

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways køber op i Europas tredjestørste luftfartskoncern

Qatar Airways medejer af British Airways og Iberia

Med fuld musik ind i det gode selskab