Boeing 787-8 Dreamliner fra Qatar Airways.

Qatar Airways vil flyve 24/7 til europæiske lufthavne

En række fly må ikke lande i flere europæiske lufthavne om natten, fordi de støjer for meget. Det er et problem for langdistanceruterne, og noget som Qatar Airways vil have sat en stopper for.

Flere europæiske lufthavne har restriktioner på flyvninger om natten af hensyn til lufthavnenes naboer, der risikerer at miste deres nattesøvn. En af disse lufthavne er London Heathrow Airport, hvor de mest støjende flyvemaskiner ikke får lov til at flyve i nattetimerne. Koncernchef Akbar Al Baker fra Qatar Airways mener dog, at dette nedsætter lufthavnens konkurrenceevne, idet lufthavnen ikke udnytter sit fulde potentiale. Det går nemlig udover den interkontinentale trafik, at ikke alle fly må lande om natten.

”Det der hæmmer Europas vækst er, at lufthavnene er lukket fra klokken 23.00 om aftenen til 05.30 om morgenen, hvilket er et meget kritisk tidspunkt for transfers fra øst til vest.” siger Akbar Al Baker ifølge britiske buyingbusinesstravel.com.

Qatar Airways flytter fra den 27. maj 2014 hub til den nye Hamad International Airport i Doha, hvor alle fly har adgang hele døgnet rundt. Akbar Al Baker mener, at teknologien i dag er så udviklet, at restriktioner som i Heathrow ikke er nødvendige.

“Flyene i dag er så effektive i forhold til at nedsætte larm, at man stort set ikke hører dem på vej ud af lufthavnen. Jeg anerkender at folk ønsker frihed, men nogle gange må landets interesser vægtes højere,“ mener Akbar Al Baker.

Flyene er inddelt i kvoter
Restriktionerne i Heathrow Airport er baseret på tal fra International Civil Aviation Organisation (ICAO), hvor alle fly er certificeret i forhold til hvor meget støj de hver især producerer ved take-off og landing. Ud fra dette, er flyene inddelt i forskellige kvoter og flyene med de to højeste kvoter (QC 08 og QC 16) må således hverken lette eller lande fra Heathrow Lufthavn i tidsrummet fra kl. 23 til 07 lokal tid.

Heathrow Airport sætter en ære i at beskytte deres naboer overfor larm fra disse fly, og derfor rangeres flyene på lufthavnens hjemmeside efter hvor lidt de støjer. På listen ligger British Airways nummer 1 og Qatar Airways er placeret helt nede som nummer 27.

Det lader dog ikke til at bekymre Akbar Al Baker.

“Folk i Qatar brokker sig ikke lige så meget over støj fra flymaskiner, som de gør i Europa. Hvis man bor tæt på en lufthavn, vil man vænne sig til dette og med tiden slet ikke ænse, at flyene passerer over hovedet på én.“

Han mener derimod, at briterne står foran et regulært problem.

”Hvis man derimod ikke øger lufthavnens kapaciet i Heathrow og Gatwick, vil man blive overhalet af andre lufthavne, som i stedet vil forbinde Storbritannien via højhastighedstog.”