Bombardier CRJ900 fra Nordica.

Regional Jet får kontrakt i Sverige

Det estiske flyselskab Regional Jet skal fra september betjene to svenske indenrigsruter, som det konkursramte Nextjet tidligere har befløjet.

Da det regionale svenske flyselskab Nextjet indgav konkursbegæring den 17. maj i år, blev flere svenske indenrigsruter påvirket. Myndighederne fik travlt med at finde arvtagere til ruterne, og det har løbende afstedkommet nye operatører på forbindelserne.

Seneste nye er, at det estiske flyselskab Regional Jet, et datterselskab af estiske Nordica, har fået en kontrakt på at flyve de midlertidigt lukkede ruter. Det drejer sig om de statsstøttede forbindelser mellem den svenske hovedstad, Stockholm, og byerne Gällivare og Arvidsjauri.

Flyvningerne mellem Stockholm Arlanda og de to nordsvenske byer begynder den 15. september, og kontrakten løber frem til oktober næste år. Ruterne vil blive betjent med Nordicas fly af typen CRJ900 med plads til mellem 88 og 90 passagerer.

Positiv aftale
Efter Nextjet-konkursen i maj lukkede de pågældende ruter, og den svenske transportstyrelse, Trafikverket, gik straks i gang med at lede efter nye operatører til ruterne, som de har pligt til at servicere. Regional Jet, der flyver for både Nordica og andre kunder, fik således en kontrakt til at flyve på ruter, som det før har betjent.

”Tilbage i 2016 var vi underleverandør til Nextjet på denne rute, og vi har således et godt overblik over udgiftsgrundlaget for den service, vi vil yde. Jeg vil kalde dette en meget positiv aftale for det estiske flyselskab, og vi er meget tilfredse med den aftale, der er opnået,” siger Toomas Uibo, marketing- og kommunikationsdirektør i Nordica.

Det estiske flyselskab Nordica blev grundlagt i efteråret 2015. Nordica er siden vokset til at være et betydningsfuldt selskab med en flåde på 19 fly, som gør det til Estlands hidtil største flyselskab. Flåden består af flytyperne CRJ900, CRJ700 samt ATR72-600.

DAT opererer i Sverige
Et af de andre flyselskaber, der har skrevet kontrakt for Nextjets tidligere ruter, er Amapola Flyg. Dette selskab begyndte fra den 1. juli at operere på forbindelserne mellem Stockholm Arlanda og lufthavnene i Hemavan, Vilhelmina og Lycksele.

Amapola Flyg har imidlertid mangel på kapacitet, og flyselskabet har derfor blandt andet været nødt til at wetlease fly hos Danish Air Transport (DAT) for at kunne betjene ruterne. DAT har baseret en ATR-42 i Vilhelmina for at kunne opfylde kontrakten, der i første omgang er på fire måneder. Herefter forventes det, at Amapola Flyg kan operere på ruterne med egne fly.

Nordica og datterselskabet Regional Jet er begge velkendte selskaber i Danmark. Regional Jet opererer for SAS på en wetleasing-aftale, og det estiske selskab flyver med fire ATR72-600 på indenrigsruter og regionale ruter.

Nordica flyver fra København til den hollandske by Groningen og fra den estiske hovedstad, Tallinn, til København. Den sidstnævnte rute åbnede den 27. april i år. Den 2. juli lukkede Nordica en knapt tre år gammel rute mellem København og Örebro i Sverige.

 

Relaterede artikler:

Regional Jet i kapløb med tiden før SAS-debut

Første SAS-fly til Regional Jet

Nordica-rute fra København lukker

DAT skal betjene tre svenske ruter

Endnu et svensk flyselskab tager over efter Nextjet