Rejsebureau-ansatte spilder 25 % af dagen

Der er plads til forbedringer i rejsebureauerne afslører en britisk undersøgelse. Op imod 25 % af den samlede arbejdstid spildes med opgaver, der kunne løses ved hjælp af teknologi.

En undersøgelse foretaget af Amadeus i det britiske rejsemarked viser, at ansatte i ferie- og forretningsrejsebureauer spilder op til 25 % af arbejdstiden med at udføre opgaver, der vil kunne erstattes af automatiserede processer og teknologi.

Ifølge undersøgelsen bruger rejsekonsulenterne op til 80 % af deres tid med at arbejde i de elektroniske bookinger. Lige fra den grundlæggende søgning efter tider og priser, til bookingøjeblikket, efterfølgende ændringer og opdateringerfrem til den elektroniske billetudstedelse.

Der bliver, ifølge respondenterne i undersøgelsen, ikke meget tid tilbage til at yde den nødvendige service til kunderne.

Omkring 30 % af de adspurgte rejsebureau-ansatte er enige i, at de bruger for meget tid på at finde den billigste pris, fordi rejsebureauet ikke har implementeret den nødvendige teknologi, der allerede findes i markedet. Undersøgelsen viser også, at 65 % af respondenterne er villige til at yde en bedre kundeservice, hvis der blot var tid tilovers.

Amadeus konkluderer i undersøgelsen, at det fremover er kritisk for rejsebureauerne at fokusere på kundeservice – og ikke kun på de forretningsprocesser, der har begrænset indflydelse på kundeoplevelsen.