Rekorder i både Aalborg og Billund

Sommertrafik og ekstraordinær travlhed har præget lufthavnene i både Aalborg og Billund i sidste måned. Især Billund voksede stærkt og juli 2011 blev den bedste nogensinde for lufthavnen. Begge lufthavne fik pæn fremgang i chartertrafikken og udenrigstrafikken.

Sommertrafikken kunnei den grad mærkes for lufthavnene i både Aalborg ogBillund.

Juli måned satte ikke blot ny rekord for en juli, men blev faktisk den største måned nogensinde i Billund Lufthavn.

Ikke færre end360.749 passagerer kom gennem terminalen. Den hidtidige rekord var fra juli 2010 og lød på 349.293. Fremgangen på 11.456 passagerer svarer til 3,3 %.

Juli måned bød også på rekorder for uge, weekend og enkelt dag, så de tidligere rekorder fra juli 2010 blev alle forbedret.

“Det er glædeligt at kunne servicere så mange passagerer på deres ferierejse, og samtidig er det tilfredsstillende, at det stort set er sket uden de store køer og lange ventetider. Tekniske forbedringer, flere muligheder for at komme af med bagagen samt flere ansatte har tilsammen gjort deres virkning ved ekspeditionen af passagererne,“ siger direktør i Billund Lufthavn A/S, Kjeld Zacho Jørgensen.

Udenrigsrutetrafikken står for 177.195 passagerer, hvilket svarer til en fremgang på 3,1 %. Nogle af de destinationer, der viser størst fremgang, er Palma de Mallorca, Paris, Keflavik og Frankfurt. Den mest populære udenrigsrute fra Billund er London efterfulgt af Amsterdam.

Også chartertrafikken viser fremgang. I alt 169.904 passagerer rejste med charterfly. Det er en fremgang på 5,5 % eller helt præcis 8.847 passagerer.

“Der er ingen tvivl om, at det meget ustabile danske sommervejr har betydet, at der er solgt mange sidste øjebliks charterrejser, og dermed har givet de flere passagerer. En avis skrev på et tidspunkt meget rammende, hvad stigningen i chartersalget var drevet af: Ude godt, hjemme vådt!“ siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen.

Det er de traditionelle sommerdestinationer, der trækker. Tyrkiet, Spanien og Grækenland står tilsammen for mere end 2/3 af det samlede antal chartergæster. Den tre mest poulære charterdestinationer fra Billund er Antalya,Chania ogPalma de Mallorca.

Indenrigstrafikken udgjorde i alt 11.717 passagerer, hvilket var et fald på 2.321 passagerer eller 16,5 %. Indenrigstrafikken udgjorde dog kun 3,2 % af lufthavnens samlede trafik i juli måned.

Ser man på heleperioden 1. januar 2011 til og med 31. juli 2011 er der også grund til brede smil. I årets første syv måneder steg passagertallet således med 8,1 % til 1.595.022. Både rutetrafikken og chartertrafikken er i denne periode gået frem med hver omkring 5 % i forhold til samme periode året før.

Også rekord i Aalborg Lufthavn

Også i Aalborg Lufthavn var der en betydelig fremgang på 4,5 % i juli 2011, hvor 126.488 passagerer rejste til og fra lufthavnen. Det gør juli 2011 til den bedste juli i lufthavnens historie.

Udenrigspassagererne tegner sig i juli 2011 for en fremgang på hele 40,3%. I altrejste 28.896 passagerer direkte til udlandet fra Aalborg Lufthavn i juli 2011 mod 20.596 passagerer i samme måned sidste år.

Fremgang var der også for chartertrafikken, hvor30.493 passagerer rejste på charterferie fra Aalborg Lufthavn i juli 2011. Det var enfremgang på hele 25,4 %.

“Flere direkte udenrigsdestinationer i sommerprogrammet – herunder direkte fly til Florida med en Airbus, og meget stor efterspørgsel på charterrejser grundet det lunefulde danske sommervejr har gjort juli rigtig god,“ siger kommunikationschef Rikke Mølgaard fra Aalborg Lufthavn.

Indenrigstrafikken har oplevet en tilbagegang på 11,5 procent – således rejste 67.200 passagerer mellem Aalborg og København i juli 2011 mod 75.902 i juli 2010.