Roskilde er Europas bedste business-lufthavn

Roskilde Lufthavn er blevet kåret som den bedste business lufthavn blandt 400 konkurrenter i Europa, Mellemøsten, Rusland og Afrika.

Hvor får direktører og forretningsfolk fra Europa, Rusland og Mellemøsten den bedste service, når de rejser til møder i private business jets? Svaret er Roskilde Lufthavn.

Efter flere år i top ti har magasinet European Business Air News i år kåret Roskilde Lufthavn som bedste business lufthavn blandt 400 konkurrenter i Europa, Mellemøsten, Rusland og Afrika.

”En placering i top 10 har været et fantastisk resultat for Roskilde. Så vores placering i år som den bedste er ganske enkelt verdensklasse,” siger lufthavnschef Lars Lip fra Roskilde Lufthavn.

Roskilde tilbyder udover personlig service, vip-lounge, lynhurtig check-in og ankomst også en masse ekstra for piloterne som f.eks. værksteder, hvilerum for besætninger og ikke mindst gode og skarpe priser på brændstof, pointerer Lars Lip.

1.800 business operationer
Hvert år lander og letter 1.800 private business jets fra lufthavnen.

”Noget af det nye vi tilbyder kunderne er at blive kørt nærmest direkte til flyet,” fremhæver Lars Lip som et eksempel på, at det er god service, der gør den store forskel for den lille lufthavn.

”Vores terminal og faciliteter, kan jo ikke rigtig matche konkurrerende business lufthavne som for eksempel Farnborough, München eller Geneve. Så vi har satset ekstra skarpt på god og personlig service – og det har vores dedikerede personale virkelig leveret. Så vi er på godt sjællandsk ganske stolte” siger Lars Lip.

Uhøjtidelig stemning
Det er businessjet piloterne fra tre verdensdele, der har rated lufthavnen. En af de tilfredse kunder er General Manager Carsten Vistisen fra Joinjet:

”Roskilde har en fleksibilitet, der adskiller sig fra mange af de andre lufthavne, vi kommer i. Vi kan vælge, om vi vil have den lille eller store handling-pakke, alt efter hvad behovet er. Det er meget hurtigt og effektivt at komme gennem lufthavnen og stemningen er afslappet, venlig og imødekommende. Det betyder meget for piloterne, at de kan slappe af, når de er der og oplever stedet som uhøjtideligt samtidig med, at serviceniveauet er højt,” siger Carsten Vistisen.