Rumænsk lavprisflyselskab tilbyder 12 destinationer fra CPH

Det rumænske lavprisflyselskab Blue Air debuterer i dag i Københavns Lufthavn. Selskabet tilbyder billetter fra CPH til populære destinationer i blandt andet Italien og Spanien.

Det fremadstormende rumænske lavprisflyselskab Blue Air har for alvor fået øje på det nordiske marked. Sidste år etablerede Blue Air en rute mellem Stockholm og Bukarest, og i år vil selskabet flyve fra den rumænske hovedstad til både København, Oslo og Helsinki, ligesom der også etableres en rute fra Torino til København.

Torino-ruten åbner i dag, og det rumænske flyselskab vil flyve tre gange om ugen med Boeing 737-500 fly. Den 2. juni åbner ruten fra København til Bukarest, og denne rute får tre ugentlige afgange med Boeing 737-300 fly.

Umiddelbart skulle man tro, at Blue Air satser på punkt-til-punkt flyvninger, men af selskabets hjemmeside fremgår det, at man vil tilbyde billetter til populære destinationer i Italien og Spanien samt til Cypern. Således tilbydes i alt 10 destinationer fra Københavns Lufthavn udover Bukarest og Torino.

Destinationerne i Italien er henholdsvis Alghero, Bari, Catania, Lanzia-Terme, Napoli og Rom. Herudover er Larnaca på Cypern, Málaga i Spanien samt Cluj-Napoca og Iasi i Rumænien også på listen over de destinationer, som Blue Air gerne vil tilbyde til danske rejsende.

x
Kigger man nærmere på tidtabellen, kan det vise sig at blive svært for det rumænske lavprisflyselskab at konkurrere med de mange direkte ruter fra CPH til de mest populære destinationer. Ruterne til Málaga og Rom er allerede godt betjente af SAS, Norwegian, Ryanair og Vueling, mens Alitalia også beflyver ruten til Rom. Til Catania og Larnaca tilbyder Norwegian direkte flyvninger, og det gør SAS også til Bukarest samt Napoli, som Ryanair også flyver til.

Derimod kan Blue Air have gode muligheder for at tiltrække danske passagerer til Bari og Lamezia, da tidtabellen er attraktiv til disse destinationer. Derimod er der en samlet rejsetid på omkring 10 timer til destinationer som Málaga og Rom, hvilket umiddelbart vil gøre det svært at konkurrere med de direkte ruter.

”Vi har haft kig på det danske marked i et stykke tid, og vi er nu klar til at påbegynde flyvninger til en af Europas mest spændende hovedstæder. Med et stort opland, en stærk økonomi og et pulserende byliv er København i vore øjne en oplagt første destination i Danmark, og vi håber at udvide med endnu flere ruter i den kommende tid. Det er en vigtig styrkelse af vores position på det nordiske marked,” sagde kommerciel direktør Tudor Constantinescu fra Blue Air, da de to nye ruter blev annonceret sidste efterår.

Blue Air blev etableret i 2004 og har i dag en flåde på 25 Boeing 737-fly i fem forskellige varianter og med en gennemsnitsalder på mere end 22 år.

 

Relaterede artikler:

Lavprisflyselskab fra København til Torino

Rumænere kommer til CPH