Ryanair blander sig i britisk EU-valgkamp

Ryanairs topchef beder passagererne om hjælp til at sikre et ja ved folkeafstemningen i juni om Storbritanniens fortsatte EU-medlemsskab.

Da danskerne den 3. december sidste år stemte om Danmarks deltagelse i Europol-samarbejdet, var det ikke noget som SAS, Norwegian eller Københavns Lufthavn havde en holdning til. Her var ingen opfordringer til danskerne om at stemme ja eller nej.

Hos Ryanair holder man sig derimod ikke tilbage med at komme med sit input til den politiske debat. I klare vendinger opfordrer selskabet således briterne til at stemme ja, når de den 23. juni i år skal stemme om landets fortsatte medlemskab af EU.

“Som Storbritanniens største flyselskab er Ryanair helt overbevist om, at den britiske økonomi og dens fremtidige vækstmuligheder er stærkere som medlem af Den Europæiske Union, end de er uden for EU. At forlade Europa vil ikke redde den britiske økonomi eller lovgivning fordi Storbritannien ligesom Norge stadig vil være nødt til at bidrage til Europa, og adlyde dets regler, hvis Storbritannien ønsker at fortsætte med at handle frit med Europa,” siger Ryanairs topchef, Michael O’Leary.

Han opfordrer selskabets passagerer til at tage del i kampen for et britisk ja.

”Derfor er det klart, at britiske vælgere skal stemme ja til Europa og ja til det reformerede Europa, som David Cameron (britisk premierminister, red.) har leveret. Ryanair, vores ansatte og jeg håber, at langt de fleste af vores kunder vil alle arbejde sammen i de kommende måneder for at bidrage til at skabe et rungende ja afstemning den 23. juni,” siger Michael O’Leary.

Vil miste investeringer
Ryanair mener, at et fortsat britisk EU-medlemsskab vil føre til flere britiske jobs og større økonomisk vækst, ligesom princippet om varernes frie bevægelighed, ifølge Ryanair, har gjort Storbritannien til en af Europas mest konkurrencedygtige og bedst fungerende økonomier. Hvis det bliver et nej den 23. juni, så frygter Ryanair, at Storbritannien vil miste udenlandske investeringer til især Irland og Tyskland.

Flyselskabet synes dog godt, at der er ting i EU, som kan blive bedre.

Ryanair er enig i, at EU har brug for en reform og brug for at mindske bureaukratiet samt blive mere effektive til gavn for Europas forbrugere. Den bedste måde at opnå dette på for Storbritannien, er ved at lede indefra i EU og ikke udefra, hvor Storbritannien ligesom Norge stadig vil skulle betale og stadig vil skulle overholde reglerne, men ikke vil have nogen indflydelse på beslutningsprocessen, pointerer Ryanair.

3.000 mennesker
Ud af selskabets i alt 105 mio. årlige passagerer rejser 35 millioner af dem mellem Storbritannien og det europæiske fastland. Selskabet beskæftiger mere end 3.000 mennesker i Storbritannien og har baser i 13 britiske lufthavne.