En forhøjelse af passagerafgiften får nu Ryanair til at fjerne 25 ruter og 750.000 sæder fra vintertrafikprogrammet i Frankrig. Selskabet beder regeringen om at tænke sig om en ekstra gang.
I begyndelsen af i år fik den danske passagerafgift og stigende takster Ryanair til at lukke basen i Billund Lufthavn, ligesom det irske lavprisselskab også trak sig fra de sidste to ruter, som man havde på afgangstavlerne i Aalborg Lufthavn.
I marts besluttede de franske politiker at hæve de enkelte takster i landets passagerafgift, og det er ikke faldet i god jord hos Ryanair, og derfor får det senere i år konsekvenser for de aktiviteter, som selskabet hidtil har haft i landet.
Forsvinder helt fra flere lufthavne
Stigningen består i, at afgiften på indenrigs- og intraeuropæiske flyvninger øges fra 2,63 euro (20 kroner) til 7,40 euro (55 kroner) per passager for bookinger på economy og fra 20,27 euro (151 kroner) til 30 euro (225 kroner) på business class. Det skriver Business Travel News.
På de mellemlange flyvninger stiger den fra 7,51 euro (56 kroner) til 15 euro (112 kroner) på economy og premium economy, mens langdistanceflyvninger pålægges en afgift på 40 euro (300 kroner) på economy- og premium economy mod den hidtidige på 7,51 euro (56 kroner), mens den på business class øges fra 63,07 euro (470 kroner) til 120 euro, hvilket svarer til 895 kroner.
Den beslutning får nu Ryanair til at skære sit vintertrafikprogram i Frankrig med 13 procent. Det betyder, at selskabet vil have 750.000 færre sæder i løbet af de kolde måneder, ligesom flyselskabet derudover også helt dropper 25 ruter.
I tillæg hertil stopper Ryanair beflyvningen af tre af landets lufthavne. Det drejer sig om Bergerac Dordogne Périgord Airport (EGC), Brive–Souillac Airport (BVE) samt Strasbourg Airport (SXB).
Lokker med investeringer
I en skrivelse kritiserer Ryanair landets regering for at holde fast i beslutningen. Jason McGuinness, der er flyselskabets kommercielle direktør, opfordrer de franske politikere til at ombestemme sig og i stedet afskaffe afgiften.
”Det er uacceptabelt, at et stort europæisk land som Frankrig sakker så langt bagud i forhold til resten af EU, hvor trafikken stadig er under niveauet før COVID som følge af overdrevne og statspålagte skatter og sikkerhedsafgifter, der gør mange franske regionale ruter urentable især om vinteren.”
”Hvis ikke regeringen ændrer kurs og afskaffer denne urimelige flyafgift, er det uundgåeligt, at Ryanairs kapacitet og investeringer i Frankrig flyttes til mere konkurrencedygtige europæiske markeder som Sverige, Ungarn eller dele af Italien, hvor regeringer aktivt fjerner afgifter for at stimulere trafikken, turismen, beskæftigelsen og den økonomisk genopretning.”
Ryanair slår samtidig fast, at hvis regeringen følger opfordringen, så vil flyselskabet kvittere ved at investere 2,5 milliarder dollars (16,3 milliarder kroner), indsætte 25 nye fly, fordoble trafikken til mere end 30 millioner passagerer om året og skabe yderligere 750 arbejdspladser på tværs af Frankrig.
Relaterede artikler:
Frankrig forhøjer afgift på business jet-flyvninger