Ryanair etablerer sin base nr. 40

Liatuens næststørste by Kaunas bliver centrum for Ryanairs første østeuropæiske satsning, mår selskabet i maj måned etablerer sin 40. base.

Det irske lavprisflyselskab Ryanair kunne tirsdag meddele, at Kaunas bliver selskabets 40. base – og den første i Central- og østeuropa. Fra maj måned vil 2 Ryanair- fly blive fast stationeret i Kaunas Airport.

Det betyder, at Ryanair udvider antallet af ruter fra Kaunas fra nuværende ni ruter til i alt 18 ruter. Blandt de nye ruter fra Kaunas er Oslo foreløbig den eneste skandinaviske destination.

Ryanair bekræfter samtidig, at selskabet i øjeblikket forhandler med yderligere fire centraleuropæiske lufthavne med henblik på at åbne nye baser og tage konkurrencen op med airBaltic og Wizz Air, der dominerer det øst- og centraleuropæiske lavprisflymarked.

“Det glæder Ryanair at kunne præsentere Kaunas som vores 40. base med 18 ruter fra maj måned. Litauiske forbrugere kan nu undertrykke recessionen og flygte fra airBaltic´s høje priser og i stedet vælge Ryanair laveste priser – uden brændstoftilæg,“ udtalte Ryanairs topchef Michael O´Leary tirsdag i Kaunas i sin sædvanlige retorik.

Ryanairs satsning betyder 1.000 nye arbejdspladser i Kaunas samt en investering på 140 mio. $ i lufthavnen.