Ryanair – fra asken til ilden

Der er lagt op til et større slagsmål mellem lavprisflyselskabet Ryanair og mange af selskabets kunder, der strandede, da den islandske askesky lukkede det meste af det europæiske luftrum. Ryanair synes at have sin egen fortolkning af 261/2004.

I en Ryanair-pressemeddelelse udsendt den 22. april hedder overskriften: “.Ryanair vil følge unfair EU261-regler“. Heri bekræfter koncernchef Michael O´Leary, at Ryanair vil refundere “rimelige omkostninger“ i forbindelse med passagerer, der ikke har været i stand til at rejse med Ryanair tilbage til deres afgangslufthavn.

Samtidig slår O´Leary fast, at der ikke kan blive tale om egentlig kompensation, da det har været udenfor flyselskabernes kontrol, at luftrummet var lukket.

Når Ryanair nævner “rimelige omkostninger“ vil slagsmålet komme til at dreje sig om, hvorvidt de rejsende skal have refunderet et større beløb, end man har betalt for billetten. Og Ryanair´s flybilletter er så billige, at ekstra omkostninger til hotelindkvartering og morgenmad angiveligt langt overstiger, hvad der er betalt for flybilletten.

“EU-direktiv 261/2004 er absurd og direkte diskriminerende mod flyselskaber. Vore konkurrenter som færger, busser og tog skal i tilfælde af aflysninger kun refundere den billetpris, som den rejsende har betalt. Derimod skal flyselskaberne være klar til at refundere ubegrænsede omkostninger på baggrund af, at myndighederne fejlagtigt har håndhævet et totalforbud mod at anvende det europæiske luftrum,“ siger Michael O´Leary.

Den karismatiske luftfartschef vil gennem European Low Fares Airlines Association (ELFAA) kæmpe for, at EU-Kommissionen ændrer reglerne, således at flyselskaberne også kan få billetprisens om det maksimale refunderingsansvar.

Det er hævet over enhver tvivl, at Ryanair og selskabets kunder forventes at have en meget forskellig opfattelse af, hvad der er “rimelige omkostninger“, hvorfor et større slagsmål om refunderinger er i vente.