Ryanair holder vækstpause i Billund

Ryanair skærer midlertidigt ned i Danmark og forventer 60.000 færre passagerer i 2015. Men fra 2016 er flyselskabet klar til at vokse fra Billund Lufthavn igen med en lille håndfuld nye helårsruter.

Siden Ryanair i foråret 2012 etablerede en base i Billund Lufthavn med to fly, har det irske lavprisflyselskab haft pæn vækst i den internationale vestdanske lufthavn.Men i de kommende 12 til 18 måneder må lufthavnen indstille sig på tilbagegang eller i bedste fald stagnation.

Allerede i vintertrafikprogrammet 2014/15 vil Ryanair reducere med 24 procent i forhold til sidste vinter. I stedet for syv ruter og 29 ugentlige afgange bliver der fire ruter og 22 ugentlige afgange. Dermed er antallet af flyvninger lavere end før det tidspunkt, hvor Billund Lufthavn blev baselufthavn.

I Danmark forventer Ryanair i 2014 at transportere 900.000 passagerer, mens estimatet for 2015 er på 840.000, hvilket svarer til en tilbagegang på 60.000 passagerer svarende til knapt syv procent.

“Vi har været igennem en periode på snart 18 måneder, hvor vi ikke har fået nye flyleveringer. I mellemtiden har en del europæiske lufthavne henvendt sig til os med attraktive tilbud om at etablere nye ruter, og det har derfor været nødvendigt at fjerne kapacitet fra blandt andet Billund Lufthavn,“ fortæller Ryanairs koncernchef Michael O´Leary til CHECK-IN.dk.

Ryanair-bossen fortæller, at det har været vanskeligt at sælge ruterne ud af Billund i vinterhalvåret, og det er faktisk kun helårsruten til London-Stansted, der har været rentabel.

“Vi er meget dedikerede omkring udviklingen i Billund, der er en glimrende lufthavn. Men vi har begået den fejl igennem de seneste to år at fokusere for meget på sommerruter til sol-destinationerne. Disse ruter har på samme måde som chartermarkedet for lav efterspørgsel i vinterhalvåret,“ forklarer Michael O´Leary.

Op til fire nye helårsruter
O´Leary lover, at væksten kommer tilbage til Billund ved indgangen til vintertrafikprogrammet 2015/16. Men som supplement til sommerruterne vil Ryanair i højere grad satse på helårsruter til destinationer, som er attraktive for forretningsrejsemarkedet.

“Sammen med Billund Lufthavn har vi identificeret seks destinationer, der kunne være potentielle. Vi forventer at kunne finde tre eller fire destinationer, hvor vi kan tilbyde daglige afgange,“ fortæller Ryanairs topchef.

Selvom han ikke ønsker at sætte navne på disse destinationer, peger han selv på Dublin som en oplagt mulighed. Herudover kunne man også gætte på Manchester, Bruxelles, Barcelona, Milano, Rom og Warszawa som nogle af de emner, som O´Leary kan rejse tilbage til Irland med. Samtidig kan Dublin allerede være klar til sommeren 2015, hvis Ryanair kan få puslespillet til at gå op.

Fra næste måned tager Ryanair hul på leveringen af 180 nye Boeing 737.800 fly, og leveringen fortsætter frem til 2019. De nye fly skal benyttes til vækst i alle de større markeder, men også i Skandinavien, hvis det står til Michael O´Leary.

“Vi vil nemt kunne indsætte 40 fly alene i Skandinavien, men det kræver, at lufthavnene er åbne for forretningsudvikling. Vi tror ikke meget på det norske marked, idet det statsejede Avinor ikke er til at rokke, men i Danmark og Sverige ser vi flere muligheder, fordi lufthavnene i disse lande er langt mere udviklingsorienterede.“