Ryanair Boeing 737-800 i Billund Lufthavn (Foto: BLL)

Ryanair i gang med aflyse flyvninger fra Billund

Onsdag har Ryanair startet det omfattende arbejde med at aflyse de mange flyvninger fra Billund Lufthavn efter baselukningen. Selskabet angiver “kommercielle årsager” som begrundelse.

Siden det i slutningen af januar kom frem, at Ryanair vil lukke basen i Billund Lufthavn som følge af et stigende omkostningsniveau med den nye danske passagerafgift og takstforhøjelser, har det været usikkert, om Ryanair stadig vil flyve ind til Billund fra udenlandske baser.

Hidtil har det ikke været muligt for hverken Billund Lufthavn eller de mange passagerer, der har booket billet med Ryanair i sommertrafikprogrammet, at få svar på, om det irske lavprisflyselskab også aflyser den produktion, der flyves til Billund fra udenlandske baser.

Det kan dog være tilfældet, for rigtig mange Ryanair-passagerer har onsdag aften modtaget meddelelse om, at deres flyvning er aflyst startende i april og helt frem til udgangen af juni. Det fremgår af kommentarsporet på Billund Lufthavns Facebook-side. 

Det gælder blandt andet på ruter til Alicante, Barcelona, London, Manchester, Porto, Rom og Trapani, hvor der både benyttes basefly samt fly fra udenlandske baser.

“Vi beklager at måtte meddele dig, at din flyrejse er blevet aflyst. Dit fly er blevet aflyst på grund af kommercielle årsager,” står der i en af de mange beskeder til rejsende med Ryanair.

Nærmer sig værst tænkelige scenarie
Billund Lufthavn har siden weekenden arbejdet ud fra det værste tænkelige scenarie, at der ikke er Ryanair-flyvninger til eller fra Billund efter den 29. marts, men lufthavnen har naturligvis håbet på, at Ryanair stadig ville flyve ind fra udenlandske baser.

“Lige nu arbejder vi ud fra den forudsætning, at Ryanair lukker det hele ned, og vi går i gang med at konsekvensberegne det, så vi kan få et overblik over, hvor hårdt et slag det er, hvis de ikke er her overhovedet,” sagde Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn, tidligere på ugen til Check-in.dk.

I det aktuelle sommertrafikprogram, der træder i kraft den 30. marts, havde Ryanair i højsæsonen planlagt 91 ugentlige flyvninger fra Billund Lufthavn til i alt 24 destinationer. Samtlige afgange er nu forsvundet fra bookingsystemerne, og kunderne begynder at modtage mails om aflyste flyvninger.

Derfor vil der være mange rejsende, der nu skal se sig om efter nye rejsemuligheder til den kommende påske eller sommerferie.

I 2024 var der i alt 1,25 millioner passagerer på Ryanair-ruterne til og fra Billund Lufthavn, hvilket var godt en tredjedel af et samlet passagertal på 3,9 millioner. 

Ryanairs oprindelige trafikprogram fra Billund Lufthavn fra juni til august 2025
(i parentes er angivet antal ugentlige afgange)

Alicante (4) Krakow (7) Porto (2)
Alghero (2) London-Stansted (17) Poznan (4)
Barcelona (3) Málaga (4) Rom-Fiumicino (4)
Bari (2) Malta (2) Tallinn (2)
Budapest (4) Manchester (3) Trapani (2)
Dublin (2) Milano-Bergamo (2) Vilnius (2)
Edinburgh (4) Palma de Mallorca (6) Wien (3)
Gdansk (6) Pisa (2) Wroclaw (2)

 

Relaterede artikler:

Efter Ryanair-exit: Vil gå efter andre flyselskaber

Ryanair om baselukning: Vi havde ikke andet valg

Ryanair lukker basen i Billund Lufthavn