Michael O'Leary, koncernchef hos Ryanair. (Foto: katatonia82 | shutterstock)

Ryanair: Salgsrekord i sidste uge

I sidste weekend solgte Ryanair 25 procent flere billetter end i samme uge i 2019, og i de kommende uger forventer selskabet at sælge flere end fem millioner billetter per uge.

Selvom kunderne i dag bestiller flybilletter senere end tidligere, har salget i januar altid været en god retningsindikator på udviklingen for et kommende rejseår.

Skal man tro Ryanair, bliver 2023 et år med meget stærk efterspørgsel. Det irske lavprisflyselskab rapporterer om 25 procent højere salg i den seneste weekend. Det skriver Bloomberg

Samlet blev der solgt over to millioner billetter i weekenden i uge 2, og det var 400.000 flere end i 2019, hvilket repræsenterer en stigning på 25 procent. For hele uge 2 lød salgstallet på 4,95 millioner billetter, og i den kommende uge forventes salget at passerer fem millioner billetter.

Det sker på trods af geopolitisk uro, inflation og begyndende recession.

Højere billetpriser
Oplysningerne om salgstallene kom tirsdag fra koncernchef Michael O’Leary ved et pressemøde i London, hvor selskabet løftede sløret for trafikprogrammet fra Storbritannien i den kommende sommer.

Her kunne Ryanair-topchefen også afsløre, at selskabet også får mere for billetterne. Sidste år var gennemsnitsprisen på 50 euro per billet (375 kroner), og året er startet med gennemsnitspriser på mellem 53 og 55 euro.

“Der ser bare ud til at være meget stærk efterspørgsel derude, og jeg tror, at folk er bekymrede over, at priserne vil stige til sommer, hvilket de vil, og så booker de deres rejse tidligt,” sagde Michael O’Leary på pressemødet.

I samme åndedrag blev det understreget, at balancen mellem efterspørgslen og den udbudte kapacitet i den igangværende vintersæson var afpasset, så det ikke har været nødvendigt at skulle fylde flyene med billetter til under 10 euro.

Har opjusteret forventninger til årsresultat
Det er ikke mere end en uge siden, at Ryanair opjusterede forventningerne til årets resultat for det regnskabsår, der slutter den 31. marts 2023.

Tredje kvartal, med afslutning den 31. december, var stærkere end ventet efter et stort salg i forbindelse med jule- og nytårstrafikken, og derfor opjusteres der fra et overskud mellem 1,0 og 1,2 milliarder euro til mellem 1,325 og 1,425 milliarder euro.

Ryanair understreger dog, at forventningerne er stærkt afhængige af, at der ikke sker nogen dramatisk udvikling omkring COVID-19 eller krigen i Ukraine.

 

Relaterede artikler:

Rekordmange passagerer med Ryanair i 2022

Tre nye Ryanair-ruter fra Danmark

Ryanair øger til 66 ruter fra Danmark