Ryanair-fly i Stockholm Arlanda Airport. (Foto: Daniel Asplund, Swedavia)

Ryanair ser ind i største vinter i Sverige

I den kommende vinter åbner Ryanair fem nye ruter fra Sverige og tilføjer endnu et basefly i Arlanda, men advarer dog om, at planlagte stigninger i lufthavnsafgifter kan få konsekvenser.

Selvom solen fra tid til anden fortsat titter frem, er der ingen tvivl om, at sommeren er et afsluttet kapitel. Som altid på denne del af året er flyselskaberne begyndt at gøre sig klar til årets vintertrafikprogram, som går i gang den sidste søndag i oktober.

I den forbindelse har Ryanair netop løftet sløret for selskabets vinterplaner i Sverige. Det irske lavprisselskab forventer at have 43 ruter på afgangstavlerne i svenske lufthavne i de kolde måneder. Fem af disse vil være nye.

Det drejer sig om ruter mellem Stockholm-Arlanda og Rabat, Warszawa og Wrocław, fra Gøteborg-Landvetter til Budapest samt en Malmø-London-rute. Derudover vil Ryanair også øge med endnu et Boeing 737-basefly i hovedstadslufthavnen. Dermed har flyselskabet otte fly placeret i Sverige.

Det ventes, at Ryanair – med aktiviteterne i vintertrafikprogrammet – vil nå op på 4,6 millioner årlige passagerer i Sverige, oplyses det. Selvom Ryanair er ved at lægge i kakkelovnen til selskabets største svenske vinter hidtil, er der dog fortsat lidt malurt i bægeret, hvis man kigger længere frem.

Drop det helt
I juli sidste år valgte den svenske regering at afskaffe passagerafgiften, ligesom betaling af sikkerhedsgebyret i lufthavnene blev suspenderet indtil december i år. Nok hylder Ryanair beslutningen om at droppe afgiften, men selskabet er loren ved udsigten til, at der atter skal betales gebyr.

Lavprisselskabet advarer om, at Sverige risikerer at miste både flyruter og de økonomiske gevinster ved luftfart, hvis ikke regeringen genovervejer den planlagte stigning af prisen for at benytte landets lufthavne, der ventes at træde i kraft til marts næste år.

”Flyselskaberne er i øjeblikket ved at færdiggøre deres trafikprogrammer for sommeren 2027, men de kan ikke vide sig sikre på niveauet for de svenske gebyrer efter december 2026,” lyder det i en pressemeddelelse fra selskabet.

”Ryanair opfordrer derfor regeringen til at omgøre Swedavias forhøjelse af lufthavnsafgifterne og bringe dem tilbage på 2024-niveauet – hvor flyselskaberne begyndte at foretage betydelige investeringer i Sverige – samt permanent at afskaffe sikkerhedsafgiften for at beskytte Sveriges konkurrenceevne.”

Kalder det en reel risiko
Hos Ryanair slår administrerende direktør Eddie Wilson fast, at han ikke kan garantere, at flyselskabet vil fastholde sin målsætning om at have otte millioner passagerer og yderligere fem basefly i Sverige i 2030, hvis ikke regeringen lytter til opfordringen.

”Siden den svenske regering traf den fornuftige beslutning om at afskaffe flyafgiften i juli 2025, har Ryanair kvitteret med kraftig vækst og tilføjet tre basefly, hvilket svarer til en yderligere investering på 300 millioner dollar (1,9 milliarder kroner), samt 760.000 ekstra passagerer i seks svenske lufthavne.”

”Lavere flyafgifter og lavere lufthavnsomkostninger fungerer. De skaber mere trafik, mere turisme og flere arbejdspladser,” lyder det fra direktøren.

”Desværre er der nu en reel risiko for, at dette bliver Sveriges sidste sæson med væsentlig vækst, da Swedavia vil hæve de i forvejen høje lufthavnsafgifter samtidig med, at sikkerhedsafgiften står til at stige voldsomt med hele 67 procent fra marts 2027.”

”Det gør Sverige mindre konkurrencedygtigt og får investeringer i fly, ruter og arbejdspladser til at søge mod mere konkurrencedygtige europæiske markeder.”

 

Relaterede artikler:

Ryanair fortsætter vækst på det svenske marked

Ryanair øger i to svenske lufthavne

Ryanair roser svensk regering