Ryanair udvider i Hamborg

Ryanair åbner inden for det kommende halve år fem nye ruter fra Hamborg Lufthavn. Det er dog ikke noget, der skaber bekymring i Billund Lufthavn.

Ryanairs strategi om at vokse i de store europæiske lufthavne får også sit helt konkrete aftryk i Hamborg Lufthavn.

De første to ruter fra Hamborg Lufthavn åbnede Ryanair for snart et år siden. Det var Lissabon og Porto, der var destinationerne. Nu fortsætter væksten på den iberiske halvø med fem nye ruter til Spanien.

I vintertrafikprogrammet starter Ryanair ruter op til Alicante, Barcelona, Madrid og Málaga, og til næste sommer bliver det også muligt at flyve direkte fra den nordtyske lufthavn til Palma de Mallorca.

Ryanair vil flyve dagligt til storbyerne Lissabon, Barcelona og Madrid, mens de øvrige destinationer betjenes med mellem tre og fem ugentlige afgange.

Den fortsatte Ryanair-vækst i Hamborg Lufthavn kan komme belejligt for de syddanske kunder, der tidligere har rejst med Ryanair fra Billund. Rutenettet fra Billund forventes at blive beskåret i det kommende sommertrafikprogram som følge af den faglige konflikt mellem LO og Ryanair, der fik det irske lavprisflyselskab til at lukke basen i Billund Lufthavn.

Ingen trussel mod Billund
Hos Billund Lufthavn opfatter man dog ikke Ryanair-flyvningerne fra Hamborg som den store trussel.

“Vi kender endnu ikke Ryanairs sommertrafikprogram for 2016, men hvis vi kan tilbyde de samme ruter fra Billund er det ikke en alvorlig trussel. Kommer der ruter fra Hamborg, som vi ikke har på rutekortet fra Billund, så kan vestdanskere godt finde på at køre til Hamborg og rejse ud derfra,“ siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn.

Ryanair tilbyder Lissabon, Porto og Madrid fra Hamborg, og netop disse destinationer er ikke tilgængelige på direkte ruter fra Billund.

“Vi har været vant til, at vestdanskere har kunnet køre til Hamborg for at flyve med easyJet og Airberlin, så det er ikke noget, der rykker voldsomt i konkurrencebilledet,“ fastslår marketingchefen.

Vil øge fra fem til 20 procent
Hos Ryanair har man allerede meldt ud, at man forventer at øge til 500.000 passagerer til og fra Hamborg Lufthavn i 2016, hvilket er noget mere end de 350.000 Ryanair-passagerer, der er udsigt til i Billund efter en halvering af den udbudte kapacitet.

Hamborg-væksten indgår som en led i en strategi om at øge markedsandelen i Tyskland fra fem til 20 procent har koncernchef Michael O´Leary fortalt til flere tyske medier.

Det er dog et meget konkurrenceudsat marked, som Ryanair bevæger sig ind på. I Hamborg Lufthavn er der konkurrence fra de tyske selskaber Airberlin, Condor, Germanwings og TUIfly, mens easyJet også fylder en del efter at have etableret en base i foråret 2014. Endelig har Norwegian og spanske Vueling også ruter til og fra den populære nordtyske lufthavn.

I 2014 rejste 14,8 mio. passagerer til og fra lufthavnen i Hamborg og ifølge lufthavnen var 1,6 procent af disse danske, hvilket svarer til omkring 235.000.