(Foto: Finavia)

Ryanair vil flyve fra nordisk hovedstadslufthavn

Det irske lavprisflyselskab er klar til at sende sine fly regelmæssigt til Helsinki Lufthavn fra basen i London Stansted men på den betingelse, at finnerne er klar til at give rabat på passager- og landingsafgifterne.

Helsinki Lufthavn kan blive den første af de fire store hovedstadslufthavne i Norden, der får Ryanair som fast operatør. Det irske lavprisflyselskab har i kølvandet på annonceringerne om at ville flyve fra flere hovedlufthavne løftet sløret for, at den finske hovedstadslufthavn indenfor et år vil få en rute til London Stansted. Det skriver den finske nyhedskanal YLE.

Med godt 15 mio. rejsende årligt er Helsinki Lufthavn den fjerdestørste lufthavn i Norden. Lufthavnen er dog ikke udbredt hjemsted for lavprisflytrafik. Med undtagelse af et meget kort forsøg fra easyJet i 2009 er det nemlig kun Norwegian, som har lykkedes med at etablere en række lavprisruter ud af Helsinki.

Det er således også Finlands flag carrier, Finnair, som fortsat dominerer trafikken fra hovedstadslufthavnen, og det har fået Ryanair til at se store potentialer i at satse på netop Helsinki.

”Finnair er ellers et meget godt flyselskab, men lidt ligesom Irlands Aer Lingus, er det et af ​​de forældede gamle flag carriers, hvor de har meget høje omkostninger og meget høje priser,” siger koncernchef i Ryanair, Michael O’Leary til YLE.

Ingen rabat, ingen rute
Michael O’Leary betinger dog Ryanairs entré i Helsinki ved, at statsejede Finavia, der driver de finske lufthavne, skal give Ryanair rabat på passager- og landingsafgifterne.

”Det er en smule dyrt i Helsinki Lufthavn, men jeg tror, ​​de vil nå til den erkendelse, at Finnair vil fortsætte med at skære i trafikken. De har brug for at udvide deres kundegrundlag, fordi der ikke er nogen lavprisflyselskaber oppe i Helsinki,” fastslår Michael O’Leary uden at lægge nævneværdig vægt på Norwegians tilstedeværelse.

I 2012 blev Ryanairs forhold til Finavia ellers sendt ud på en sand rutsjetur, da tarifferne for brugen af de finske lufthavne blev hævet. Irerne skar resolut i Ryanairs finske aktiviteter ved at lukke alle ruter ud af Turku, imens både frekvenser og ruter blev reduceret i både Tampere og Lappeenranta.

Ryanair har i dag 13 ruter til Finland fordelt på Tampere i Sydvestfinland og Lappeenranta i Østfinland. Sidstnævnte ligger blot 200 kilometer fra Skt. Petersborg og har i høj grad været brugt som et smuthul for Ryanair til det russiske marked.

Selvom Ryanair allerede gik ind på det finske marked i 2003 med ruten fra London til Tampere som den første, har irerne ikke haft succes med at vinde fodfæste i det finske marked sammenlignet med Danmark, Norge og Sverige målt på antallet af ruter. Der findes ikke offentliggjorte tal for irernes markedsandel i Finland, men i alt udgjorde lavprisselskaberne 17 procent af den finske rutetrafik i 2013 ifølge analysevirksomheden CAPA sammenlignet med 26 og 36 procent i Danmark og Sverige.