Ryanair vil lave virksomhedsaftaler i Danmark

I næste uge vil Ryanair foretage de første salgsbesøg hos større danske virksomheder. Målet er at indgå virksomhedsaftaler, der kan sikre flere forretningsrejsende ombord på flyene.

Ryanairs hamskifte antager nye dimensioner, når det irske lavprisflyselskab i løbet af de kommende uger tager på salgsturné på det danske marked.

Tidligere ønskede Ryanair ikke nogen som helst dialog med større virksomheder, der efterspurgte rabatter og fleksibilitet, hvis de brugte Ryanair på udvalgte ruter.

Det bliver der lavet om på, idet Ryanair nu vil indgå virksomhedsaftaler på det danske marked. Allerede i næste uge vil den nordiske salgschef Elina Hakkarainen, sammen med en af selskabets salgschefer med ansvar for virksomhedsmarkedet, besøge en række udvalgte virksomheder i Jylland.

“Vi ønsker at etablere virksomhedsaftaler med rejseaktive virksomheder i Danmark og Skandinavien. Vi er ved at lægge sidste hånd på vores strategi for virksomhedsmarkedet og vil forbedre produktet. Vi har flere detaljer i løbet af de kommende uger,“ bekræfter Elina Hakkarainen overfor CHECK-IN.dk.

Tager udgangspunkt i Business Plus
Selskabet holder dog indtil videre kortene tæt på kroppen. Det er således ikke muligt at få oplyst, hvor mange virksomhedsaftaler Ryanair sigter efter at indgå. Det er heller ikke muligt at få oplyst, hvordan Ryanair vil identificere de virksomheder, der kan være potentielle for en aftale.

Virksomhedsaftalerne vil dog tage udgangspunkt i det såkaldte Business Plus-produkt, som Ryanair introducerede for et halvt år siden.

Business Plus betyder, at rejsende får mulighed for at ændre billetten, ligesom 20 kg fribagage er standard. I udvalgte lufthavne vil der være fast track, og i tillæg hertil kan Ryanair tilbyde de mest attraktive sæder på flyene, hvilket vil sige de forreste rækker samt ved nødudgangene.

Fast track er blandt andet tilgængeligt i London-Stansted, Bruxelles-Charlerou, Dublin, Milano-Bergamo og Warszawa-Modlin, som alle betjenes fra danske lufthavne fra slutningen af marts måned.

Ryanair har foreløbigt annonceret otte nye ruter fra Københavns Lufthavn. I forvejen flyver selskabet i det kommende sommertrafik til 13 destinationer fra Billund Lufthavn, mens Aarhus Lufthavn må nøjes med en enkelt rute til London-Stansted.