De fleste flyselskaber kan efterhånden tilbyde passagererne internet, når de sidder i 35.000 fods højde. Rent teknisk er der to mulige løsninger, når der skal etableres online-forbindelse.
Da internettet i tidernes morgen vandt frem, var det kun på landjorden og ikke i store passagerfly højt oppe på himlen. Men sidenhen blev det også muligt at gå online, mens flyene hamrede gennem luften med 900 kilometer i timen.
I dag er muligheden for at surfe på internettet blevet en integreret del hos mange flyselskaber, og et stigende antal passagerer benytter sig af chancen. De amerikanske flyselskaber Delta Air Lines og United Airlines har eksempelvis hver især over halvanden millioner WiFi-sessioner per måned, fortæller selskaberne til CNN Business.
Alaska Airlines anslår, at gennemsnitligt 35 procent af deres passagerer går på internettet i luften til en pris på otte dollar (60 kroner, red.) – og så kan man både surfe på nettet og streame. Og hos Delta tager man næsten 50 dollar (375 kroner, red.) for en månedsadgang på amerikanske flyvninger.
Markedet for internetbrugere i luften forventes at mere end fordobles frem mod 2030, så der er masser at tage fat på for flyselskaberne.
Første fly med internet i 2004
Første gang internet blev muligt i luften var med Boeings tjeneste Connexion, der debuterede på Lufthansas rute mellem München og Los Angeles i 2004. Tjenesten blev dog lukket igen i 2006 som følge af et udeblevet marked.
Teknologien omkring internet i højden har dog udviklet sig kraftigt i det seneste årti i takt med udviklingen af smartphones og satellitudbydere. Kvaliteten er dog stadig noget ringere end den forbindelse, man kender derhjemme eller på jobbet.
Der er to måder, hvorpå der kan etableres forbindelse fra fly højt oppe på himlen, skriver CNN Business. Den første kendes som luft-til-jord eller ATG (Air-To-Ground). Denne type forbindelse er afhængig af antenner på flyet, der fanger signalet fra mobiltelefontårne på landjorden.
Intelsat lancerede ATG hos American Airlines i 2008, og i dag har virksomheden installeret teknologien på over 1.000 fly i hele Nordamerika.
Udfordringer med hastighed, tilgængelighed og pris
Den største ulempe ved ATG er, at den er afhængig af tæthed mellem tårnene på jorden – som ved mobiltelefontjeneste. Derfor vil internetforbindelsen ofte være af dårlig kvalitet på flyvninger over landdistrikter, ørkener eller store havområder.
Denne forbindelsestype har en maksimal hastighed på cirka fem megabit per sekund, fortæller Andrew Zignani, der er forskningsdirektør hos teknologifirmaet ABI Research, som har speciale i trådløs forbindelse. Til sammenligning er den globale hastighed for mobilt og fast bredbånd på henholdsvis 30 og 67 megabit i sekundet ifølge data fra appen Speedtest.
”Til dato har de største problemer været hastighed, begrænset tilgængelighed, huller i dækningen, frafald og pris,” siger Andrew Zignani.
Derfor er flyselskaber og udbydere i stigende grad begyndt at vende blikket mod satellitbaserede forbindelser, der er den anden hovedtype til oprettelse af internetforbindelse i luften.
Kan kombinere de to teknologier
En satellitbaseret internetforbindelse har typisk færre afbrydelser, fordi de mere effektivt dækker luftrummet. Intelsat har et netværk på over 50 satellitter, der betjener eksempelvis Alaska Airlines, Air Canada og British Airways.
Mange flyselskaber kombinerer flere WiFi-udbydere og typer af teknologier alt efter type fly og rute. Tendensen er dog, at flere vælger løsningen med satellitbaseret forbindelse eller laver en kombination.
”Nogle af løsningerne anvender også en hybrid tilgang, der kombinerer det bedste fra begge teknologier for at sikre optimal dækning afhængigt af den specifikke flyverute. Jeg tror, vi vil se muligheder for alle teknologier i de kommende år, og de seneste partnerskaber viser, at hver teknologi vil have sin egen rolle at spille,” siger Andrew Zignani.
Skal sætte fart på opsendelse af satellitter
Jeff Sare, der er direktør for kommerciel luftfart hos Intelsat, fortæller, at det ikke er ligetil at skifte fra den ene teknologi til den anden. Det er imidlertid meget hurtigere og billigere at opsætte nye mobiltårne end at opsende en satellit, lyder det.
Ifølge Jeff Sare skal den største prioritet være at forkorte den tid, det tager at få de teknologiske fremskridt til at ske. Altså at få opsendt flere satellitter, der vil øge passagerernes oplevelse af internethastigheden i højden. Han forudser flere partnerskaber mellem virksomheder for at rykke industristandarden frem.
”Vores vision opnås, når passagererne ikke kan kende forskel på at være online på jorden og i luften,” slår han fast.
Relaterede artikler:
Sådan renses kabineluften i flyene
Sådan fik jeg 24 gratis opgraderinger til Business og First Class