London City Airport.

Sådan fordeler passagererne sig til London

London er den suverænt største destination fra danske lufthavne. Seks flyselskaber flyver årligt over 2 mio. passagerer mellem fire danske lufthavne og fire London-lufthavne.

Den britiske hovedstad London har en gigantisk tiltrækningskraft. Hvert år besøger i millionvis afturister og forretningsrejsende metropolen, der må tage fire lufthavne til hjælpe for at dække det store rejsebehov til og fra millionbyen.

Ikke nok med, at London Heathrow Airport er Europas travleste med årligt 70 mio. passagerer. Rejsende fra alle verdenshjørner strømmer også ind og ud af London via City-lufthavnen i Docklands, Gatwick Airport syd for London samt lavprislufthavnen Stansted, der ligger nord for hovedstaden. Herudover kunne man principielt også medtage Luton og Oxford, hvis lufthavne principielt også servicerer det område, der kaldes Greater London.

På flyruterne fra Danmark til London var der i 2012 mere end 2 mio. rejsende. Heraf rejste 80 procent ud af Københavns Lufthavn, mens de resterende 20 procent benyttede ruterne fra de tre jyske lufthavne i Billund, Aarhus og Aalborg.

Der er i alt seks flyselskaber, der fra Danmark betjener den britiske hovedstad, og i alt fire London-lufthavne er tilgængelige fra danske lufthavne.

Fra Til Selskab/er Passagerer
København Heathrow SAS / British Airways 957.462
København Gatwick easyJet / Norwegian 491.273
København Stansted easyJet 188.957
København London City British Airways 20.607
Billund Stansted Ryanair 232.095
Billund Gatwick Cimber Sterling 8.778
Billund London City Sun-Air of Scandinavia 17.999
Aarhus Stansted Ryanair 85.577
Aalborg Gatwick Norwegian 25.418

Kilde: Trafikstyrelsen

British Airways-ruten mellem København og London City ophørte den 26. maj sidste år, mens Cimber Sterling rute mellem Billund og Gatwick lukkede samtidig med konkursen den 3. maj. Derfor repræsenterer tallene i tabellen på disse ruter blot de fem første måneder af året. Ingen af de to ruter er sidenhen blevet overtaget af andre operatører.

Lavprisflyselskaber har vundet markedsandele
Halvdelen af passagererne transporteres til og fra Heathrow af SAS og British Airways, mens den andel halvdel repræsenteres af easyJet, Norwegian og Ryanair. Dermed har lavprisflyselskaberne fået en markedsandel på 50 procent på London-trafikken.

Ser man på det jyske marked isoleret set, har Billund Lufthavn sat sig på 70 procent af trafikken til London godt hjulpet på vej af Ryanairs mange afgange fra den syddanske lufthavn. Dermed er det et rendyrket lavprismarked til London, som jyderne fremover har udsigt til.

Aarhus Lufthavn har tre gange så mange passagerer til London, som det er tilfældet i Aalborg. Her har den nordjyske lufthavn svært ved at dokumentere behovet for storbyruter i Europa, da ruter til Berlin og Paris tidligere er blevet opgivet efter en kort levetid.

Interessant i den sammenhæng er det også, at British Airways-partneren Sun-Air kan mobilisere 18.000 passagerer årligt på forretningsruten fra Billund til London City, mens Aalborg Lufthavn med hele Nordjylland som opland blot kan finde 25.000 årligepassagerer, der vil rejse med Norwegian til London.