Sædereservation med Cimber på dansk indenrigs

Fra den 25. marts og i en forsøgsperiode på to måneder vil Cimber Sterling tilbyde sædereservation på danske indenrigsruter. Det danskbaserede flyselskab vil tilbyde denne service 4 kroner billigere end konkurrenten Norwegian.

Når man i dag flyver indenrigs,er det ikke på alle luftfartsselskaber været muligt på forhånd at foretage sædereservation.

Hos Norwegian tilbyder man mulighed for sædereservation mod at betale 39 kroner per strækning, mens denne service som udgangspunkt ikke har været tilgængelig hos SAS, hvis man ønsker at reservere sædet i god tid.

Derimod kan man vælge sæde hos SAS, når der åbnes for check-in på internettet 22 timer før flyafgang. Herefter kan favoritsædet uden beregningvælges indtil 3 timer før planlagt flyafgang.

Hos Cimber Sterling har der derimod hidtil været fri seating, hvilket selskabet nu ønsker at lave om på. Ændringen afspejler et ønske om at øget indtægtsområdet “ancillary services“, der afspejler de supplerende indtægtsstrømme udover selve billetprisen.

Forsøgsperiode på to måneder

Fra den 25. marts og to måneder frem vil Cimber Sterling således i en forsøgsperiode tilbyde sædereservation mod betaling af 35 kroner per strækning. Det er blot 4 kroner billigere end hos Norwegian, der ønsker 39 kroner som betaling for muligheden for at vælge favoritsædet.

“Vi efterkommer på den måde et ønske fra en del af vores indenrigsrejsende, der ønsker en særlig plads i flyet eller vil sikre sig at komme til at sidde sammen med deres rejsepartner. Vi tror og håber, at dette tilbud vil give vores mange indenrigspassagerer en øget værdi af rejsen,” siger kommerciel direktør i Cimber Sterling, Jacob Krogsgaard.

Hos Cimber Sterling understreger man, forsøgsperoden skal sikre, at sædereservationen ikke forlænger boardingtiden og der med i værste fald flyrejsen.

“Vi forventer efterfølgende at gøre tilbuddet permanent,“ skriver Cimber Sterling i en meddelelse til rejsebureauerne.