Airbus A320neo fra SAS. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Sarajevo kommer atter på rutekortet hos SAS

I den kommende sommer vil SAS etablere en højsæsonrute fra København til Sarajevo, der er hovedstad i Bosnien-Hercegovina. Ruten har ikke været opereret siden sommeren 2018.

Det har længe været et ønske fra herboende bosniere, at der bliver etableret en rute fra København eller Billund til Sarajevo, der er hovedstaden i Bosnien-Hercegovina.

Det ønsker kommer SAS nu til at opfylde med en sæsonrute fra København til Sarajevo. 

Flyvningerne vil foregå hver onsdag i perioden fra 3. juli til 31. august, og der flyves efter en tidtabel med afgang fra København kl. 08.30 og efterfølgende ankomst i Sarajevo International Airport kl. 10.50. Returflyvningen finder sted kl. 11.40, hvorefter flyet vil være tilbage i CPH kl. 13.55.

SAS har valgt at benytte en 180-sæders Airbus A320neo til at betjene ruten, der bliver eneste rute fra Danmark til Bosnien-Hercegovina i den kommende sommer.

Sidste gang SAS fløj til Sarajevo var i en periode fra marts til oktober 2018, men ruten fik ikke genvalg til sommersæsonen 2019.

Eneste rute fra Danmark
Ruteannonceringen kommer ovenpå, at græske Lumiwings i denne uge måtte opgive at flyve videre mellem Esbjerg og Tuzla, der er tredjestørste by i Bosnien-Hercegovina. Ruten nåede kun at være aktiv et par måneder, inden den måtte lukke ned, da flyselskabet var røget uklar med lufthavnen i Tuzla om økonomisk støtte, samtidig med at passagertallene var katastrofalt lave.

Lufthavnen i Sarajevo har ad flere omgange gennemført forskellige udbudsrunder, hvor flyselskaberne kunne byde ind med ruteoplæg, der samtidig ville få en betydelig økonomisk støtte i ryggen.

Det forlyder, at SAS ansøgte i slutningen af 2023, men selskabet blev afvist, da ansøgningen ikke opfyldte kriterierne, men selskabet har angiveligt alligevel fået adgang til støtte.

Derimod er det bekræftet, at Norwegian netop har fået tildelt støtte efter den seneste udbudsrunde, hvilket har betydet, at det norske lavprisflyselskab ændrer de nuværende sommerruter fra Oslo og Stockolm til helårsruter.

Hovedparten af passagererne til Bosnien-Hercegovina og Sarajevo er såkaldt VFR-rejsende (Visiting Friend and Relatives, red.).

 

Relaterede artikler:

Esbjerg taber ny flyrute: Lumiwings stopper fra Tuzla

Bosniere: Foretrækker Sarajevo-rute fra Billund

Sarajevo-lufthavn jagter ruter til Skandinavien