Københavner-basen skal deles med en anden af SAS’ baser om de nye Airbus A320neo. Dermed gør selskabet op med sin hidtidige flådestrategi.
(STOCKHOLM) Københavns Lufthavn skal ikke længere være eneste Airbus A320-base i SAS-regi. For selskabet har valgt at dele de 30 nye Airbus A320neo, som er på vej ind i flåden, mellem selskabets baser i Stockholm og København.
Stockholm-lufthavnen i Arlanda skal dermed ikke længere være en rendyrket Boeing 737-base.
Siden 2013 har SAS kørt en klar opdeling af sine mellemdistancefly. Boeing 737-flyene har haft hjemme på baserne i Oslo og Stockholm, imens København har været hjem for selskabets Airbus A320-mellemdistancefly. Det bliver der nu lavet om på og med andre ord er der lagt op til anlæggelsen af en ny “hybridbase” i Stockholm.
“Vi har ganske enkelt ikke 30 Airbus A320-fly på vores base i København, derfor har vi valgt at fordele på dem på Stockholm og København,” siger Rickard Gustafson koncernchef i SAS til CHECK-IN.dk om prioriteringen.
Afløser for 737-fly
Stockholm skal derfor i fremtiden bestå af både Airbus A320neo og Boeing 737Next Generation. I Stockholm skal A320neo først og fremmest afløse SAS’ Boeing 737-600-fly, der i de kommende år skal trækkes helt ud af flåden.
Senest har SAS taget afsked med Gautrek Viking – en 17 år gammel Boeing 737-600, som efter 42.000 landinger afslutter sin karriere i SAS. Boeing 737-600 er med sine 0,038 liter/sæde/km en brændstoføkonomisk fodslæber sammenlignet med A320neo, som ifølge SAS forbruger blot 0,025 liter/sæde/km.
Foruden Boeing 737-600, som i SAS-flåden tæller godt 20 styk, skal Airbus A320neo i CPH afløse ældre Airbus A320ceo, oplyser Rickard Gustafson.
Airbus A320ceo-flyene modtog SAS brugte fra indiske IndiGo, efter at SAS fremrykkede planerne om at pensionere de aldrende MD80-fly frem mod efteråret 2013.
På basen i Oslo skal Boeing 737-600 erstattes med Boeing 737-700-fly fra basen i Stockholm. Dermed vil SAS, når rokaden afsluttes med forventede sidste levering af de 30 A320neo-fly i 2019, have følgende opdeling af sin mellemdistanceflåde:
København | Airbus A320neo og A320ceo |
Stockholm | Boeing 737NG og Airbus A320neo |
Oslo | Boeing 737NG |
Relaterede artikler
Første Airbus A320neo på besøg hos SAS
SAS overvejer langtrækkende A321-fly
SAS: Nyt kabinedesign til mellemdistancefly
SAS styrer mod ren Airbus-flåde