Af Ciriums liste over de mest punktlige flyselskaber i Europa i oktober fremgår det, at SAS er helt i top. Sidst flyselskabet indtog den fornemme placering var i august i år.
Flyrejsende med særligt fokus på fly til tiden kan med fordel kigge mod SAS, der er et af de bedste flyselskaber i Europa til netop dén disciplin.
Faktisk er SAS i øjeblikket det flyselskab i Europa, der får allerflest fly frem til tiden. Det fremgår af oktobers liste over de mest punktlige flyselskaber. En månedlig liste, som analysevirksomheden Cirium hver måned offentliggør.
Af listen over de bedst præsterende flyselskaber i Europa i oktober fremgår det, at SAS med en OTP på 86,64 procent var det bedste flyselskab. Dette var en forbedring på fire procentpoint i forhold til september, hvor SAS var det næstbedste flyselskab i Europa.
De bedste flyselskaber i forhold til punktlighed rangeres ud fra den såkaldte On-Time Performance (OTP), der defineres som et flys ankomst til gaten inden for 15 minutter efter det planlagte ankomsttidspunkt.
SAS holder Norwegian bag sig
Med førstepladsen på listen over de mest punktlige flyselskaber i Europa i oktober var SAS dermed atter bedre end Norwegian.
Således kom Norwegian (DY) ind på fjerdepladsen med en OTP på 82,61 procent. I september indtog det norske lavprisflyselskab femtepladsen med en OTP på 79,86 procent.
Dermed har SAS ligget højere end Norwegian i de seneste fem måneder. Norwegian har været ude af top-10-listen flere gange, mens SAS kontinuerligt har holdt sig i det fineste selskab i længere tid.
Sidst, Norwegian var mere punktlig end SAS, var i maj i år, hvor det norske selskab kom ind på førstepladsen, mens SAS landede en tredjeplads på Ciriums liste over bedste europæiske flyselskaber i forhold til at få fly frem til tiden.
Finnair med god kontinuitet
Mens SAS altså indtager førstepladsen i oktober over de mest punktlige europæiske flyselskaber, kommer Austrian Airlines ind på andenpladsen med en OTP på 84,74 procent. På tredjepladsen ligger Finnair, der opnåede en OTP på 83,61 procent. Det finske flyselskab fik en fjerdeplads og en OTP på 79,9 procent i september.
Norwegian-datterselskabet Norwegian Air Sweden (D8) endte ud med en OTP på 79,83 procent i oktober, hvilket rakte til en syvendeplads. Iberia Express, der i september endte på førstepladsen med en OTP på 85,08 procent, er helt ude af top-10-listen i oktober.
Verdens mest punktlige flyselskab i oktober var Aeromexico med en OTP på 91,88 procent. Det mexicanske flyselskab endte også højest på den globale liste i både september og i august i år.
Relaterede artikler:
SAS overhaler igen Norwegian på punktlighed