Medevac-flyet LN-RPJ fra SAS. (Foto: Frederik Ringnes | Forsvaret | SAS | LinkedIn.com | PR)

SAS forlænger evakueringsflyvninger fra Ukraine

Indtil videre har SAS evakueret flere end 2.100 sårede og pårørende fra krigen i Ukraine til andre lande. Nu fortæller selskabet, at de humanitære flyvninger fortsætter frem mod slutningen af i år.

Torsdag i den forgangne uge landede SAS’ eneste tilbageværende Boeing 737-700-fly i Billund Lufthavn efter en flyvning fra Rzeszów-Jasionka Airport i det sydøstlige Polen. Ombord på flyet var et antal sårede personer fra krigen i Ukraine, der blev hentet af fem ambulancer ved ankomsten.

Det er et eksempel på en af de evakueringsflyvninger, som flyselskabet har foretaget 100 af siden, at Ruslands eskalerede den igangværende konflikt mellem de to nabolande, og sendte tropper ind over grænsen til Ukraine den 24. februar i 2022.

SAS har en aftale med det norske forsvar og sundhedsdirektoratet i landet om de humanitære flyvninger, der indtil videre har resulteret i, at i alt 2.183 patienter og pårørende er blevet evakueret fra den polske lufthavn og fløjet til behandling i andre lande.

Forlænger frem til november
Nu oplyser det skandinaviske flyselskab, at der er udsigt til, at antallet stiger yderligere, da parterne er nået til enighed om at forlænge aftalen, hvilket vil betyde, at SAS fortsætter medevac-flyvningerne frem til november i år.

”Disse flyvninger viser med al tydelighed betydningen af luftfart, og at der samarbejdes på tværs af landegrænser, når der er opstår kriser. Det er i sandhed rejser, der betyder noget,” lyder det fra Ludvig Lorentzen, der var kaptajn på den 100. evakueringsflyvning.

Har medicinsk udstyr med ombord
Sidste efterår skilte SAS sig så godt som af med de Boeing 737-700-fly, der indtil da var en del af flåden, men det endte dog med, at selskabet beholdte LN-RPJ, der er specialindrettet således, at det relativt hurtigt kan konverteres til et ambulancefly, såfremt behovet opstår.

Når Boeing-flyet konverteres, bliver det muligt at transportere patienter i hospitalssenge eller på bårer, ligesom der kan udføres kirurgi ombord, hvis det skulle blive nødvendigt. Det er desuden lastet med forskellige former for medicinsk udstyr.

På evakueringsflyvningerne er der læger med, mens de ansatte, der finder sig i kabinen, har en sundhedsfaglig baggrund. Derfor har de en forståelse for, hvordan patienter og pårørende, der har traumer, skal behandles.

SAS har tidligere oplyst til Check-in.dk, at selskabet overvejer, hvorvidt et af selskabets fly fra Airbus skal konverteres med henblik på, at det kan overtage rollen som ambulancefly, men indtil videre er det altså fortsat LN-RPJ, der benyttes.


Relaterede artikler:

SAS skal fortsat flyve med sårede fra Ukrainekrigen

Sidste Boeing 737 forlader SAS til efteråret

SAS har i 11 uger fløjet humanitære flyvninger