Kabineansatte ved SAS. (Foto: SAS | Twitter.com | PR)

SAS-kabinestrejke er afværget

SAS har indgået en ny overenskomst med de norske kabineansatte, der løber frem til marts 2024. Dermed undgår flyselskabet en ny strejke.

SAS har længe forhandlet om en ny overenskomst for de norske kabineforeninger, henholdsvis Norsk Kabinforening (NKF) og SAS Norge Kabinforening (SNK).

I modsætning til overenskomsten for de danske og svenske kabineansatte, der skal forhandles til foråret, udløb overenskomsten for de norske kabineansatte i SAS for nogle måneder siden, og der har været et intenst forhandlingsforløb.

Nu er det endelig lykkedes parterne at nå hinanden i en ny aftale, der løber frem til den 31. marts 2024. SAS oplyser, at der i store træk er aftalt en forlængelse af de aftalevilkår, der har været gældende siden 2020 – dog med mindre justeringer.

“Det er vigtigt, at vi har fået en aftale med de norske kabineforeninger. Vi vil nu fortsætte arbejdet med SAS Forward-planen og sikre at vi får leveret på den i sin helhed. Og ikke mindst sørge for vore rejsende og den vigtige juletrafik, som nu står for døren,” siger forhandlingsleder Svein Henriksen.

“En historisk krævende situation”
Med den nye aftale er en mulig strejke blevet afblæst. En strejke havde været uundgåelig, hvis det ikke var lykkedes parterne at komme til enighed.

SAS understreger, at selskabet står i, hvad man kalder en “historisk krævende situation”, efter to år med en pandemi og en igangværende konkursbeskyttelse i Chapter 11 ved en amerikansk domstol.

Aftalen med de norske kabineansatte er et vigtigt element i SAS Forward-planen, da SAS har forpligtet sig til, at alle personalegrupper leverer ind til planen. Efter pilotaftalen, der blev indgået i sommer, samt aftalen med de norske kabineansatte, udestår nu de danske og svenske kabineansatte for at kunne færdiggøre aftalerne med det flyvende personale.

“Målet er at sikre et stærkt og attraktivt SAS for vore kunder og for fremtiden,” hedder det i en pressemeddelelse fra SAS.

 

Relaterede artikler:

Fristen løber snart ud for SAS

Aftale med SAS-kabineansatte inden november

Kabineansatte udsat for stort pres