Kaptajnsuniform hos SAS. (Foto: SAS | PR)

SAS-konflikt: Norsk LO vil støtte som nødvendigt

SAS har aktuelt et anspændt forhold til fagforeninger i Norge og Sverige på grund af to sager, som involverer tillidsmænds ansættelsesforhold. Nu lyder det fra LO Norge, at man vil støtte medlemmer med de nødvendige ressourcer i konflikten.

Norsk LO har udsendt en støtteerklæring til ansatte i SAS, hvor man mener, at samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter for tiden sættes på prøve. Det skriver det norske fagblad Fri Fagbevegelse. Her lyder det, at LO Norge vil bruge de ressourcer, som skal til for at støtte medlemmerne.

Der har været kurre på tråden i forholdet mellem SAS og den norske og svenske fagbevægelse i den seneste tid, fordi SAS i Sverige har bortvist formanden for SAS-sektionen i SPG (SAS Pilot Group) og i Norge har sendt en skriftlig advarsel til lederen af Norske SAS-Flygeres Forening.

I Sverige drejer det sig om SPG-formand Mattias Åman Thiel, som SAS siger har taget ni fridage hen over de seneste tre år, hvor der var skemalagt fagforeningsarbejde, men hvor SAS ikke mener, at Thiel faktisk har udført arbejdet. I Norge drejer det sig om Roger Klokset, som fik den skriftlige advarsel, fordi han delte anciennitetslisten med medlemmerne i forbindelse med en lønforhandling, hvilket SAS tolker som et brud på tavshedspligten.

”Vores tillidsrepræsentanter og medlemmer i SAS står ikke alene i denne vanskelige situation. LO vil stille op med de ressourcer, der er nødvendige både juridisk, overenskomstmæssigt og organisatorisk for at finde en løsning på de udfordringer, som vores tillidsrepræsentanter og medlemmer i SAS nu står over for,” siger LO’s førstesekretær, Ingerid Marie Utvik.

Fremhæver norsk lovgivning
Utvik siger, at det for LO Norge handler om at sikre medlemmernes løn- og arbejdsvilkår, indkomst og tryghed sammen med tillidsrepræsentanter, som varetager medlemmernes interesser på arbejdspladsen.

Hun siger, at den norske arbejdsmiljølovgivning også gælder i luftfarten, og at ansatte i SAS skal have arbejdsforhold, som er forsvarlige, forudsigelige og i overensstemmelse med norsk lov og aftalegrundlag, og at man forventer, at påbud fra norske tilsynsmyndigheder respekteres.

SAS har selv oplyst, at man bakker op om den skandinaviske arbejdsmarkedsmodel og et konstruktivt samarbejde med både ansatte og deres repræsentanter i fagforeningerne.

Det anerkender Marie Utvik også og siger samtidig, at det forpligter, og at der derfor hviler et ansvar på SAS for ”at bidrage til at få samarbejdet mellem parterne tilbage på rette spor,” som hun formulerer det.

Afviser lovbrud
Mens Marie Utvik fremhæver arbejdsmiljølovgivningen, så mener SAS modsat, at det var ulovligt, da Roger Klokset delte anciennitetslisten op til lønforhandling, og at ansatte kun skal kende deres egen placering på listen.

Pilotforeningen afviser for deres vedkommende, at der skulle være tale om lovbrud, og at oplysningerne er delt i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten. Derfor har foreningen også indledt en proces for at få fjernet den skriftlige advarsel, som Klokset har fået.

Det kræver dog forhandling på tre niveauer. Der skal forhandles lokalt, for SAS-Flygeres Forening og SAS er ikke enige, derefter skal der forhandles mellem arbejdsgiverorganisationen NHO Luftfart og fagforeningen Norsk Flygerforbund. Sidst skal LO og NHO blive enige om, at sagen kan føres videre.

Klokset siger, at han er rystet over, hvor vanskeligt det er at stå imod, hvad han betegner som personlige angreb på tillidsrepræsentanter. SAS vil imidlertid ikke kommentere på enkeltsager om ansatte.

Tidligere har flyselskabet understreget over for Check-in.dk, at man har et grundlæggende princip om, at de samme arbejdsretlige regler, virksomhedspolitikker, krav og forventninger gælder for alle ansatte i selskabet.

Derfor hverken kan eller vil man gøre undtagelser eller forskelsbehandle ansatte på baggrund af position, anciennitet eller personlige relationer.

 

Relaterede artikler:

Afskediget SAS-kaptajn: Ledelsen er fagforeningsfjendtlig

Massiv støtte til SAS-pilotforening fra hele verden

Efter pilotfyring i SAS: Beder om hjælp fra IFALPA