SAS og Norwegian ønsker lige vilkår

Både SAS og Norwegian bakker op omkring den norske transportministers henvendelse til EU-transportkommissær Siim Kallas med henblik på at sikre ensartede regler for alle operatører indenfor europæisk luftfart.

Det er sjældent, at SAS og Norwegian er enige i luftfartspolitiske spørgsmål. Men det er intet mindre tilfældet på baggrund af den skrivelse, som den norske transportminister Ketil Solvik-Olsen i onsdags fremsendte til EU-Kommissionens transportkommissær, Siim Kallas.

I brevet opfordrer Ketil Solvik-Olsen til, at EU-Kommissionen drøfter problemstillinger i relation til globalisering af luftfarten. Norge må samarbejde internationalt for at sikre en retfærdig konkurrence, ordentlige arbejdsforhold og sikker luftfart, er opfattelsen hos den norske transportminister.

“Et ensartet regelsæt for alle flyselskaber, vil være en god ting,“ siger Norwegians kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik til CHECK-IN.dk.

Til lige netop denne del af sagen, er SAS også enig.

“Når det gælder EU-initiativet fra Samferdselsdepartementet i Norge, så er vi positive overfor det. SAS har længe opfordret til en harmonisering af reglerne, så rammevilkårene i luftfarten kan give ens konkurrencevilkår,“ siger Knut-Morten Johansen, der er informationschef hos SAS i Norge.

Norwegian vil have fællesskandinavisk AOC
Men herefter hører enigheden også op. En af årsagerne bag Norwegians manøvrer med opsplitning i driftstilladelser (AOC, Air Operator Certificate, red.) i Norge og Irland er blandt andet begrundet i det forhold, at Norwegian som operatør i Norge, der ikke er medlem af EU, ikke har adgang til samme trafikrettigheder som SAS.

“Vi forventer, at de skandinaviske myndigheder går foran med et godt eksempel og straks afvikler den forskelsbehandling, som ligger i, at SAS som eneste selskab har mulighed for at operere med et fælles skandinavisk AOC, som giver dem store konkurrencefordele ved at de både kan have et ben i EU via Danmark og Sverige og et ben i EØS via Norge. Dette er vigtigt i forhold til trafikrettigheder og operativ fleksibilitet,“ siger Anne-Sissel Skånvik.

Transportstyrelsen i Norge fastslog i august måned 2011, at Norwegian ikke kan få et fællesskandinavisk AOC, da selskabet i modsætning til SAS ikke er ejet af de tre skandinaviske lande. Men den afgørelse har Norwegian ikke været tilfreds med og mener, at SAS-ordningen er i strid med reglerne hos EASA, Det Europæiske Luftsikkerhedsagentur.

“Sagen blev for længe siden videresendt fra Luftfartstilsynet til Samferdselsdepartmentet. Alligevel får det lov at fortsætte, og i Norge er denne sag godt gemt i skuffen hos hr. Solvik-Olsen,“ hedder det i en kommentar fra Norwegians kommunikationsdirektør.

SAS vil sikre flyvesikkerheden
Den norske transportministers henvendelse til EU kommer samtidig med, at det norske Storting i går indledte en debat om social dumping i luftfarten. Herudover kæmper Norwegian en kamp med myndigheder i USA og EU om at sikre sig driftstilladelse for sit irske datterselskab Norwegian Air International Limited samt beflyvningstilladelse i USA, når og hvis den irske tilladelse kommer.

Det har sat Norwegian under pres, idet der ifølge selskabet ikke er klare regler i EU-lovgivningen omkring arbejdskraftens bevægelighed i en branche, der principielt er uden geografiske grænser. Men samtidig rejser det også spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for tilsynet med sikkerheden.

SAS har flere gange stillet sig kritisk overfor Norwegians planer om en irsk driftstilladelse for at kunne ansætte arbejdskraft udenfor EU-EØS landene. Ikke alene fordi modellen er konkurrenceforvridende, men fordi SAS mener, at det er uklart hvilken lovgivning, der skal sikre flyvesikkerheden.

“SAS har flere gange påpeget, at luftfarten er inde i en udvikling, som rejser spørgsmål knyttet til EU´s regler, som vedrører, hvem der skal have tilsynsansvar relateret til luftfartssikkerhed, siden reglerne er skabt og udviklet til en luftfartsindustri hvor alle flyselskaber var integreret med alle tjenester og medarbejdere under samme tag,“ siger Knut-Morten Johansen fra SAS.

SAS mener, at en situation med opsplittede selskaber, hvor man indlejer bemanding, fly og tjenester kræver en overordnet afklaring internationalt, da det vil være omfattet af mange forskellige lov- og regelsæt..