SAS står for at tilføje milliarder til dansk økonomi og tusindvis af arbejdspladser. Det er hovedkonklusionen i en rapport, som selskabet har offentliggjort samme dag, som man åbner en ny rute til Seattle.
SAS spiller en vigtig rolle for dansk økonomi. Det er omtrent hovedkonklusionen i en rapport om selskabets samfundsøkonomiske betydning i Skandinavien, som flyselskabet har offentliggjort et uddrag af, som koncentrerer sig direkte om Danmark.
Rapporten er bestilt af SAS, og den bygger på en analyse, som det uafhængige forskningsinstitut SEO Amsterdam Economics, som er tilknyttet Amsterdams Universitet, står bag.
Af rapporten fremgår det, at SAS i 2024 skabte et samlet tilskud til det danske bruttonationalprodukt på 42 milliarder kroner, hvilket svarer til samlet set 1,4 procent af den samlede danske BNP på 2.961 milliarder kroner.
Ud af de 42 milliarder kroner er 21 milliarder kroner skabt som et resultat af den aktivitet, der sker i luftfartsbranchen. Det betyder SAS’ egne luftfartsaktiviteter, den indirekte effekt hos selskabets leverandører og ved brug af lønindkomst.
“Bekræfter det, mange allerede ved”
Rapporten peger også på, at SAS’ ruter skaber fire milliarder kroner i turismen i Danmark og 17 milliarder i resten af erhvervslivet.
Samlet set skabes 45.000 arbejdspladser i Danmark på baggrund af SAS’ aktivitet. SAS havde i 2024 selv 3.400 medarbejdere beskæftiget i Danmark, mens 5.700 er beskæftiget i resten af luftfartsbranchen som et resultat af SAS’ aktiviteter. 11.000 beskæftigede skabes i form af indirekte og inducerede effekter. Endelig skabes 25.000 beskæftigede i turismen og resten af erhvervslivet på grund af tilgængeligheden skabt af SAS’ flyruter.
Hos SAS mener koncernchef Anko van der Werff, at rapporten underbygger, hvad man allerede godt ved.
“Denne rapport bekræfter det, mange allerede ved: SAS er en væsentlig motor for Danmarks økonomi og konkurrenceevne. Det økonomiske bidrag på 5,6 milliarder euro og de 45.000 job, vi understøtter, viser betydningen af et stærkt, skandinavisk flyselskab forankret i regionen, men med et globalt perspektiv,” siger koncernchefen.
Kommer samtidig med transatlantisk rute
SAS påpeger selv, at rapporten kommer samtidig med, at man genåbner den direkte rute mellem København og Seattle. Det mener koncernchefen understreger SAS’ engagement i at forbinde Danmark med resten af verden.
“Det er særligt positivt, at rapportens resultater falder sammen med genåbningen af vores Seattle-rute. Samlet set understreger det den økonomiske og samfundsmæssige værdi af stærke internationale forbindelser,” siger Anko van der Werff.
Ruten til Seattle har åbningsdato den 21. maj, og SAS beskriver ruten som en genetablering af ”en efterspurgt forbindelse til en region med stærke skandinaviske rødder.”
“Seattle er mere end blot en ny destination for os. Det er en tilbagekomst til en by med historiske bånd til Skandinavien og voksende betydning for både erhvervsliv og turisme. Vi er stolte af at genåbne denne rute og tilbyde vores passagerer endnu bedre muligheder for rejser over Atlanten,” uddyber Anko van der Werff.
Udvider rutenetværket i 2025
Seattle er SAS’ 11. destination i Nordamerika, og SAS påpeger selv, at den vil styrke Københavns Lufthavns position som centralt knudepunkt for transatlantisk trafik.
Ruten opereres med Airbus A350 og giver videre adgang til 39 europæiske destinationer, herunder Berlin, Zürich, Milano og Helsinki.
Seattle-ruten er en del af SAS’ bredere netværksudvidelse, som også omfatter nye destinationer som Nuuk og Seoul, der åbner i 2025.
På skandinavisk niveau viser rapporten i øvrigt, at SAS bidrager med 134 milliarder danske kroner til regionens BNP, og at flyselskabet understøtter 141.000 arbejdspladser i regionen.
I Skandinavien har SAS drift fra 33 lufthavne og mere end 13.000 ugentlige afgange og direkte forbindelser til syv ud af verdens 10 største internationale knudepunkter.
Relaterede artikler:
SAS: Vi sælger bedre med Air France-KLM