Indgangen til Amsterdam Schiphol Airport. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Schiphol får godkendt markant prisstigning

De hollandske myndigheder har godkendt takststigninger på 37 procent i Amsterdams Schiphol Airport. De øgede indtægter skal bruges til nødvendige investeringer og forbedre lufthavnens kvalitet.

Der var store protester fra flyselskaberne, da den hollandske storlufthavn Schiphol i fjor varslede markante prisstigninger i lufthavnsafgifterne. De forhøjede takster trådte i kraft 1. april i år, og nu er de formelt blevet godkendt af de hollandske myndigheder.

Det er myndigheden ACM (Autoriteit Consument & Markt), der har givet grønt lys for de nye afgifter. ACM svarer til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i Danmark og har til opgave at sikre fair konkurrence og beskyttelse af forbrugerne.

Stigning på 37 procent over tre år
Lufthavnsafgifterne vil stige med 37 procent over de næste tre år, og det skal gøre det muligt at gennemføre nødvendige investeringer og forbedre lufthavnens kvalitet yderligere. Det har tidligere været fremme, at lufthavnen skal investere op mod 45 milliarder kroner i løbet af de kommende fem år.

Schiphols finansdirektør Robert Carsouw udtaler i en pressemeddelelse:

“Vi værdsætter den grundige gennemgang, som ACM har foretaget, og vi byder bekræftelsen af, at de nye afgifter er rimelige, velkommen. Vi vil bruge det råderum, det giver, til at forbedre lufthavnen på alle områder. Vi investerer i at forbedre servicen for passagerer og flyselskaber. Vi investerer i bæredygtighed og gode arbejdsforhold for alle, der arbejder i Schiphol, samt i en god balance med vores omgivelser.”

Urimeligt og uklogt mener KLM
Godkendelsen sker trods voldsomme protester fra de flyselskaber, som benytter lufthavnen.

Flyselskabet KLM, der er den største operatør i Schiphol, har kaldt det urimeligt og uklogt at hæve taksterne så meget, som det er sket. KLM hævder, at Schiphol vil blive den dyreste europæiske lufthavn at operere i.

”Det er urimeligt, fordi Schiphol lægger omkostningerne fra tilbagegangen og COVID-19 alene på flyselskaberne. Det er uklogt, fordi lufthavnen undergraver sin konkurrenceposition som internationalt knudepunkt. Det udgør en risiko for hubfunktionen, flyforbindelserne til Holland samt vores økonomi,” har det tidligere lydt fra KLM’s koncernchef Marjan Rintel.

ACM har vurderet Schiphols afgifter i forhold til Luftfartsloven og efter klager fra flyselskaber og interessegrupper.

ACM fandt, at stigningen i afgifterne ikke er urimelig. De nåede frem til afgørelsen efter at have sammenlignet afgifterne med andre lufthavne, og fordi deres undersøgelse viste, at de ikke overstiger Schiphols underliggende omkostninger.

 

Relaterede artikler: 

Schiphol forventer vækst i 2025

KLM raser: Schiphol øger taksterne med 37 procent

Schiphol øger takster med 15 procent i 2024