Fra venstre: Administrerende direktør Stein Nilsen fra Widerøe og koncernchef Geir Karlsen fra Norwegian afbilledet i forbindelse med, at aftalen om opkøbet blev underskrevet. (Foto: Norwegian | PR)

Siger stop: Widerøes direktør træder tilbage

Efter nogle hektiske år er Widerøe nu i en situation, hvor det giver mening at skifte ud på topposten. Derfor trækker direktøren sig. ”Det føles rigtigt at give stafetten videre,” lyder det.

Få dage før juleaften i 2023 fik Norwegian en tidlig julegave i og med, at det norske konkurrencetilsyn efter længere tids tovtrækkerier valgte at godkende flyselskabets køb af Widerøe, som man havde forsøgt at nå i mål med siden sommeren samme år.

I tillæg til at Norwegians koncernchef Geir Karlsen erklærede sig meget tilfreds med, at der nu var givet grønt lys, var meldingen fra Stein Nilsen, der er administrerende direktør i Widerøe, at han ligeledes var glad for, at opkøbet var faldet på plads.

Nu er det blevet offentliggjort, at Nilsen snart er fortid i flyselskabet. Ifølge Norwegian har han valgt at trække sig, og derfor er det nye ejerselskab gået i gang med at finde en afløser for den administrerende direktør, der bliver på sin post, indtil man har fundet den rigtige arvtager.

Tidspunktet er rigtigt
Stein Nilsen har stået i spidsen for Widerøe siden maj 2015. Inden sin tiltrædelse har han blandt andet arbejdet som selvstændig konsulent, haft titel af direktør i investeringsvirksomheden Credo Partners samt været fem år i flere stillinger i SAS, hvor han sluttede som selskabets norske direktør.

”Widerøe er en fantastisk virksomhed, og det har været et privilegium at få muligheden for at lede og arbejde sammen med så mange gode mennesker,” siger Stein Nilsen i en kommentar til sin snarlige fratrædelse.

”Efter ni år med mange og krævende udfordringer samt en pandemi derudover, er Widerøe nu i en situation med stabil økonomi og drift samt en afklaret ejersituation. Det føles rigtigt at give stafetten videre til en ny leder.”

Takker for samarbejdet
I løbet af Nilsens tid i Widerøe er selskabet vokset fra 1.450 til omkring 3.500 ansatte, ligesom omsætningen er blevet så godt som fordoblet. Koncernchef Geir Karlsen fortæller, at han gerne så, at Stein Nilsen fortsatte i spidsen for selskabet.

”Jeg vil først og fremmest takke Stein for det usædvanligt gode samarbejde og for alt, hvad han har gjort. I særdeleshed for Widerøe men også for at få etableret ​​en stærk luftfartskoncern i Norge,” slår koncernchefen fast.

”Stein er både en dygtig og vidende leder, men han er også en kulturbygger, som mange i luftfartsbranchen kunne lære noget af. Jeg så meget gerne, at Stein havde valgt at fortætte, men jeg respekterer selvfølgeligt hans beslutning.”


Relaterede artikler:

Danmark vigtigere end nogensinde før for Norwegian

Norwegian får tilladelse til køb af Widerøe

Norwegian køber Widerøe for 725 millioner kroner