Singapore Airlines Boeing 787-10 Dreamliner (Foto: Joshua Drake Photo)

Singapore Airlines vender tilbage til Bali

Efter næsten to års pause er Singapore Airlines atter klar til at flyve til Bali. Flyselskabet vender tilbage til den populære feriedestination fra midten af februar.

Bali er for mange danskere en yndet destination, når der skal vælges fra et stort udvalg af rejsemål i Asien.

Nu vender et stort asiatisk flyselskab, der har forbindelse til Københavns Lufthavn, tilbage til den indonesiske ferieø. Singapore Airlines oplyser således, at det fra 16. februar 2022 genoptager sin rute fra Singapore til Bali. Der bliver daglige flyvninger med en Boeing 787-10 Dreamliner.

Singapore Airlines er dermed atter snart tilbage på ruten, der havde seneste afgang 20. marts 2020 på rute SQ938. Ruten, der altså blev indstillet på grund af coronapandemien, blev dengang betjent med en Airbus A330-300. Flyselskabet har dermed valgt at opgradere på ruten og indsat en Dreamliner med et nyere produkt ved rutens genoptagelse om et par uger.

Vigtig destinationen for flyselskabet
Ruten til Bali er et vigtigt element i Singapore Airlines’ strategi i forhold til at betjene destinationer i Indonesien, lyder det fra flyselskabet i en erklæring.

”Genoptagelsen af ​​daglige flyvninger til Bali er en del af Singapore Airlines’ langsigtede forpligtelse til at vækste Indonesiens turistindustri,” siger Alvin Seah, landechef for Indonesien hos Singapore Airlines.

”Passagernetværket hos Singapore Airlines dækker i øjeblikket 64 destinationer i 34 lande, og vi vil gøre vores bedste for at promovere Indonesien. Vores ruter til Denpasar og Jakarta vil fortsat give fleksibilitet til vores kunder, der ønsker at rejse til og fra Indonesien.”

Klar til at justere kapacitet
Boeing 787-10 Dreamliner har plads til 337 passagerer, hvoraf 36 kan sidde på Business Class. Singapore Airlines oplyser, at det løbende vil overvåge efterspørgslen på ruten for at sikre, at der er indsat den rette kapacitet.

Bali er Indonesiens største destination for udenlandske turister med årligt cirka 6,2 millioner besøgende før coronapandemien. Antallet af rejsende har dog styrtdykket i løbet af 2020 og 2021, men noget tyder altså på, at der snart vil være fremgang at spore i besøgstallene.

 

Relaterede artikler:

Singapore Airlines skruer atter op fra CPH

Ny intraeuropæisk Singapore Airlines-rute

Direkte rute fra Nordeuropa til Bali